De sidste par dag på vores rejse tilbragte vi på det sydlige Lombok nær Kuta i en skøn villa tæt ved havet og med swimmingpool i baghaven.
Vores Indonesien-rejse sang nu på sidste vers og de to sidste dage, havde vi planlagt at bruge omkring Kuta på det sydlige Lombok, hvor flotte strande gemt bag klipperne, der strækker sig helt ud i havet, skulle byde på en smuk og voldsom natur.


Planen for vores sidste dage på Lombok havde egentlig været at komme rundt og se nogle af de øde strande og klipper, der skulle kendetegne hele Lomboks sydkyst. Men med luksus-villaen som konkurrence og en rejse, som har givet os masser af oplevelser allerede, nød vi det meste af tiden på hotellets område. Dels var det skønt med en stor og luksuriøs villa og dels var der både en flot strand og masser af muligheder for at spille fodbold, volleyball, pool og en række andre spil, som vi hyggede os med.
Stranden var flot - en hvid sandstrand i en bugt omkranset af klipper og palmetræer. Men bugten var meget lavvandet og egnede sig ikke til at svømme i - og uden for bugten hamrede en hård brænding mod revet, så det var heller ikke muligt at komme længere ud for at svømme der. Til gengæld var bakkerne og klipperne omkring bugten flotte at vandre rundt i. Kasper fandt et fortabt horn gemt bag nogle klippestykker, der gav adgang til en skjult portal, der førte ham og Jakob til Narnia, som de brugte en rum tid på at udforske.
![]() |
Udsigt fra klippetoppen over bugten ved Novotel hotellet. |
Med kun et par dage igen begyndte både snak og planlægning også at handle om vores hjemrejse. Det var pudsigt at opleve det, som vi også har erfaret andre gange; når hjemrejsen nærmer sig, så begynder vi at glæde os til at komme hjem. Hvis rejsen havde varet nogle uger endnu, havde det helt sikkert været skønt, men når først vi nærmer os afslutningen, så flytter tankerne hjem. Nikolaj og Jonas ville dog meget gerne bytte et skoleår ud med at rejse videre, men overraskende nok proklamerede de begge, at det de glædede sig aller mest til var at spise "rigtig, hjemmelavet mad". Også Kasper er begyndt at savne både hjemmet og vennerne. De seneste dage har han planlagt alle de lege, som Jonathan og han "er kommet bagud, når vi har været væk fra hinanden så længe". Også Mette og Jakob er begyndt at glæde sig til at komme hjem, selv om de mange praktiske opgaver, der hører hverdagen til, ikke er det, der trækker mest.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar