Sidste dage på Lombok

De sidste par dag på vores rejse tilbragte vi på det sydlige Lombok nær Kuta i en skøn villa tæt ved havet og med swimmingpool i baghaven.

Vores Indonesien-rejse sang nu på sidste vers og de to sidste dage, havde vi planlagt at bruge omkring Kuta på det sydlige Lombok, hvor flotte strande gemt bag klipperne, der strækker sig helt ud i havet, skulle byde på en smuk og voldsom natur.

Vi ankom til Novotel Lombok fra vores tur i Sembalun ud på eftermiddagen. Novotel Lombok er et stort og luksuriøst (og dyrt) hotel, hvor vi havde reserveret et familieværelse i den bagerste del af hotellet. Ved ankomsten blev vi imidlertid tilbudt en opgradering for en lille ekstra-betaling til en villa. Præget af en vis portion skepsis, bad vi om at se villaen før vi takkede ja. Det tog os dog ikke mange sekunder at blive overbevist om, at det var en ganske god afslutning på rejsen at bruge et par dage i en stor villa, tæt ved stranden, med egen swimmingpool og have og med et kæmpe karbad med plads til hele familien. Så vi flyttede ind og hoppede hurtigt i poolen.

For første gang på vores rejse - ud over vores tur på vulkanen Agung Batur - var det imidlertid blevet lidt køligt, så det kunne faktisk være lidt koldt at bade i swimmingpoolen om aftenen. Men så var det skønt at kunne flytte ind i det kæmpestore badekar med plads til hele familien i det skønneste varme vand. 

Planen for vores sidste dage på Lombok havde egentlig været at komme rundt og se nogle af de øde strande og klipper, der skulle kendetegne hele Lomboks sydkyst. Men med luksus-villaen som konkurrence og en rejse, som har givet os masser af oplevelser allerede, nød vi det meste af tiden på hotellets område. Dels var det skønt med en stor og luksuriøs villa og dels var der både en flot strand og masser af muligheder for at spille fodbold, volleyball, pool og en række andre spil, som vi hyggede os med. 

Stranden var flot - en hvid sandstrand i en bugt omkranset af klipper og palmetræer. Men bugten var meget lavvandet og egnede sig ikke til at svømme i - og uden for bugten hamrede en hård brænding mod revet, så det var heller ikke muligt at komme længere ud for at svømme der. Til gengæld var bakkerne og klipperne omkring bugten flotte at vandre rundt i. Kasper fandt et fortabt horn gemt bag nogle klippestykker, der gav adgang til en skjult portal, der førte ham og Jakob til Narnia, som de brugte en rum tid på at udforske.

Udsigt fra klippetoppen over bugten ved Novotel hotellet.

Med kun et par dage igen begyndte både snak og planlægning også at handle om vores hjemrejse. Det var pudsigt at opleve det, som vi også har erfaret andre gange; når hjemrejsen nærmer sig, så begynder vi at glæde os til at komme hjem. Hvis rejsen havde varet nogle uger endnu, havde det helt sikkert været skønt, men når først vi nærmer os afslutningen, så flytter tankerne hjem. Nikolaj og Jonas ville dog meget gerne bytte et skoleår ud med at rejse videre, men overraskende nok proklamerede de begge, at det de glædede sig aller mest til var at spise "rigtig, hjemmelavet mad". Også Kasper er begyndt at savne både hjemmet og vennerne. De seneste dage har han planlagt alle de lege, som Jonathan og han "er kommet bagud, når vi har været væk fra hinanden så længe". Også Mette og Jakob er begyndt at glæde sig til at komme hjem, selv om de mange praktiske opgaver, der hører hverdagen til, ikke er det, der trækker mest.

Sembalun Valley

Sembalun Valley ligger for foden af vulkanen Rinjani og er et overflødighedshorn af marker med jordbær, chili, hvidløg og et væld af andre urter og afgrøder, der dyrkes og høstes ved håndkraft.

Vi brugte hele dagen på turen fra Senaru til Kuta på det sydlige Lombok. Turen er kun godt 120 kilometer, men som så mange gange før, så er afstande og tid noget andet, end vi er vant til i Danmark.

Der er to ruter fra Senaru rundt om den høje vulkan Rinjani. Den ene følger havet vest om Lombok og hovedvejen passerer bl.a. gennem Senggigi, der er hovedbyen på Lombok. Selv om den vej er noget længere, så ville den uden tvivl have været hurtigere, end ruten gennem bjergene øst om Rinjani. Vi valgte selvfølgelig den østlige rute, hvor vejen snoede sig gennem bjergene.

Ruten gav et smukt udsyn til Rinjani, hvor toppen konstant var skjult bag skyerne. Når nu vi ikke kunne vandre op på vulkanen, kunne vi i det mindste beundre den, mens vi kørte lidt op ad og rundt om den. Undervejs var der skiftevis udsyn til terrasser af lysegrønne rismarker og skoven, som præger landskabet her. Landet fremstod frodigt, selv om vi var her i den tørre tid. Det vidnede de udtørrede flodlejer tydeligt om.

Jakob plukker jordbær i Sembalun Valley.

Højdepunktet på ruten var den smukke Sembalun Valley, der ligger omkranset af Rinjani på den ene side og de østligste bjerge på den anden side.

Vi vandrede gennem den frodige dal, hvor hver ny mark bød på gættekonkurrencer blandt os om, hvad det var for grøntsager, urter m.v., der blev dyrket her. Jakob gik ind på markerne for at se nærmere på arbejdet og blev inviteret med til at luge og plukke jordbær. Det sidste var ikke svært at sige ja til og belønningen var søde, friskplukkede jordbær, som vi jo ellers er gået helt glip af i Danmark denne sommer. Det var spændende at se, hvordan alt arbejdet med afgrøderne foregår ved håndkraft. Henved 10 mennesker var i gang med at høste en lille mark med hvidløg, der blev samlet i store baller. Også chili blev plukket med håndkraft og tørret i solen.

På vejen videre fra dalen snoede vejen sig igen op i bjergene og et stykke oppe åbnede skoven sig og gav et flot udsyn over hele dalen.

Turen herfra gik videre gennem en række landsbyer og en masse skov, indtil vi langt ud på eftermiddagen nåede Kuta på det sydlige Lombok og tog afsked med vores chauffør Ari, der havde kørt og vist os rundt de sidste par dage.

Mette og Jakob over Sembalun Valley.

Vandfald ved Senaru

Dagen bragte os fra de tropiske Gili-øer, hvor sol og strand fylder hverdagen, til det østlige Lombok, hvor frisk bjergluft og frodige landskaber præger landet.

Vi valgte (igen) luksus-transport mellem øerne og havde chartret en båd til at hente os på stranden ved Turtle Beach Hotel og sejle os til Bangsal på Lombok. Den foregående eftermiddag havde hurtigbådene til og fra Gili-øerne været aflyst på grund af vejret. Det indebar, at alle, der skulle til eller fra Gili-øerne, tog med den offentlige færgeforbindelse, der sejler uden fast tidsplan og kun har plads til 40 personer. Vi orkede ikke at stå i kø og vente sammen med hundredevis af andre rejsende, så beslutningen om at hyre vores egen båd, var nem at træffe.

Vi ankom derfor nemt til mylderet i havnen i Bangsal, hvor vi efter kort tid fandt Ari, som kunne køre os til Senaru, hvor vi skulle bo en enkelt nat. Turen dertil gik fint - et par timers kørsel, der gav et fint indtryk af Lombok. Ikke fordi Lombok adskiller sig markant fra Bali - ud over at de mange Hindu-templer på Bali her er erstattet med næsten lige så mange moskeer. Efterhånden som vi kørte op ad i bjergene, blev landskabet mere og mere frodigt og grønt og mindede os om nogle af de smukkeste steder på Bali.

Vi gjorde holdt i en lille landsby nord for Senaru. Det var Aris hjemby, og da Jakob havde fortalt om sit job i undervisningsministeriet, arrangerede han, at vi besøgte hans gamle skole. Det var et sjovt indblik i indonesiske skoler, der er af en noget anden standard, end vi kender det fra Danmark. Desværre ankom vi for sent til at overvære undervisningen. Børnene havde fri kl. 12.30 - noget tidligere end i Danmark, men til gengæld, er der også skoledag lørdag og for de ældre elever også hver anden søndag.

Fremme ved den lille by Senaru, blev vi indkvarteret på Rinjani Lighthouse, der ligger få hundrede meter fra stierne op til den store vulkan, Rinjani, der strækker sig næsten 4.000 meter op over havets overflade. At bestige vulkanen er en tur på mange dage, hvilket vi hverken havde tid eller kræfter til. Men udsigten herfra til bjerget og de omkringliggende mindre bjerge med rismarker og jordnødde-plantager er fantastisk.

Sendang Gile vandfaldet ved Senaru.

Vi brugte eftermiddagen på en vandretur gennem skoven til de to vandfald Sendang Gile og Tiu Kelep. Det første vandfald var nemt tilgængeligt af en hyggelig, om end stejl, sti gennem regnskoven.

På turen videre derfra mødte vi en abe, der sad på stien. Kasper mente, at det måtte være en meget træt abe, fordi den gabte hele tiden. Men et abe-gab er vist snarere udtryk for truende adfærd, for øjeblikket efter kom den lille abe springende mod os med skrig og blottede tænder. Først da Jakob svingede kameraet truende mod den, fortrak den til underskoven. Både Kasper og Jonas bevæbnede sig med sten til den videre færd gennem junglen, der dog ikke bød på flere aggressive aber.

Tiu Kelep vandfaldet ved Senaru.

Vandreturen til Tiu Kelep krævede, at man vadede over floden et par gange og forcerede en del klipper. Ikke en umulig opgave, men da Nikolaj nødig skulle falde og slå sig igen og Mette stadig er lidt ukampdygtig, blev det kun Jakob, der tog det sidste stykke helt ud til vandfaldet Tiu Kelep, mens resten af familien slappede af ved floden. På vej retur klarede vi os uskadte, men velbevæbnede med pinde og sten, forbi "dræber-aben", som Kasper havde døbt den aggressive abe. Vi andre smed pindene igen, men Kasper beholdt sit forsvarsvåben. Det viste sig at være en god idé, da en flok aber kort efter sprang ind på stien og stjal en pose fra en person på stien lige foran os.

Retur i Senaru fra besøget ved de to vandfald begav vi os den korte vandretur tilbage til Rinjani Lighthouse, hvor vi havde en enkelt overnatning. Rinjani Lighthouse ligger rigtig godt, lige lidt uden for Senaru få hundrede meter fra en sti, der fører ned til de to vandfald. Vi havde lejet en smuk hytte med plads til hele familien. Et rigtig hyggeligt, meget basic, sted med en lille restaurant med få, men virkelig velsmagende indonesiske retter.

Familie-hytten hos Rinjani Lighthouse.

Gili Air

Fire dage mere på en af Gili-øerne. Denne gang Gili Air, der bød på smukke strande, et væld af restauranter og caféer, men desværre også for os på en kedelig oplevelse, da Nikolaj faldt om.

Sådan tager Gili Air sig ud fra havet nord for øen. 

Vi aftalte med "vores" kaptajn fra Gili Meno, at han sejlede os til Gili Air. Det var en skøn luksus at kunne have en rolig morgen på Gili Meno, blive hentet på stranden lige foran Balenta Bungalows og sejlet direkte til vores hotel på Gili Air. Det sparede os turen til havnen på Gili Meno og igen fra havnen og til hotellet på Gili Air, så blot en halv time efter, at vi tjekkede ud fra Gili Meno, var vi tjekket ind på Turtle Beach Hotel på Gili Air. (Det kostede naturligvis lidt mere end fem billetter med færgen mellem øerne, men de 350.000 IDR (ca. 175 kr), var virkelig godt givet ud og sparede os både tid og en masse slæberi med vores rygsække.)

Det var nemt at finde små, øde strande på Gili Airs nordlige del.

På den ene side var det lidt trist at tage afsked med Gili Meno. Det var med det samme tydeligt, at Gili Air er markant mere turist-præget med et væld af restauranter, barer, dive-shops og sælgere, der faldbyder deres hjemmelavede smykker, tørklæder m.v. Det gjaldt særligt på den østlige side af øen, hvor vi boede. Den nordlige del virkede mere afslappet, den vestlige del mere eksklusiv og den sydlige del ved havnen et rent backpacker-centrum med hostels, små gadekøkkener og et mylder af barer, aktivitetsboder og billetsælgere.

På den anden side havde Gili Air også nogle store plusser i forhold til Gili Meno, særligt hos børnene. Først og fremmest var der swimming pool på vores hotel. Efter fire dage på Gili Meno uden pool, var det tiltrængt, så der gik ikke mange minutter efter check-in, før vi var i poolen. Kasper, Jonas og Jakob udviklede akrobatiske lege, der indebar en hel del plask og sprøjt. Heldigvis var der ikke så mange andre gæster, så vi havde ofte poolen helt for os selv, så vi kunne lege med god samvittighed uden at forstyrre andre.

Dernæst var restaurant-udbuddet noget mere børnevenligt og vi fik - endda overraskende gode - pizzaer som afveksling til de indonesiske retter, som - generelt overordentlig positivt - har præget menukortet indtil nu. Og så var pandekageboden på hovedstrøget tæt ved vores hotel en succes; en pandekage med nutella er jo en ganske god og nærende frokost...

Mette og Nikolaj slapper af ved poolen.

Dagene på Gili Air gik med at bade og snorkle. Hotellet vi boede på var glimrende. Det lå lidt tilbagetrukket fra hovedstrøget, der er den vej, der løber langs vandet hele øen rundt. Og selv om der ligesom på Gili Meno hverken var biler eller scootere her, så er der noget mere aktivitet end på Meno, så vi satte stor pris på, at Turtle Beach Hotel lå lidt tilbagetrukket bag træer og buske. Vores familieværelse var småt - kun lige plads til to store dobbeltsenge, men med terrasse lige ud til swimming poolen. Stranden foran hotellet var dog ikke eksisterende bortset fra ved det laveste ebbe. Men heldigvis var der nem adgang til bedre strande kort derfra. Vi fik derfor også stillet vores sult efter sandslotte.

Jonas snorkler i overfladen på Gili Air.

Bemærk påfugle-rejens hale.

Der er et koralrev langs hele øens østlige side, som Kasper, Jonas og Jakob snorklede ved. Det var dog ikke med samme mangfoldighed af koraller og fisk, som vi har oplevet andre steder. Til gengæld ligger koralrevet blot 20 meter fra vandkanten, så det var utrolig nemt tilgængeligt direkte fra stranden. Vi fik bl.a. set de sjove "peacock-shrimps", som Kasper spottede en enkelt af ved Gili Meno. Også de flotte, men giftige lion fish og et væld af koralrevets øvrige farverige fisk svømmede rundt omkring os. Det blæste lidt op, mens vi var der, men selv med en del bølgegang, var Kasper stadig glimrende at have med ud. Han er blevet mere og mere tryg ved at snorkle og også at ligge selv og følge med i overfladen, mens Jonas og Jakob dykker ned og ser nærmere på livet ved bunden af revet.  I swimming poolen dykker han lystigt ned selv, men ude på havet lader vi ham ikke komme ud af snorkel-vesten endnu - og så er det svært at dykke! Desværre brændte Kasper sig igen på en gople, hvilket lagde en dæmper på hans snorkel-iver.

Nikolaj havde desværre fået et maveonde, så han og Mette blev i land det meste af vores tid på Gili Air. Vi har været lidt uheldige med flere omgange af dette - måske har vi ikke været gode nok til at undgå de mest lokale warungs eller måske mad, der var tilberedt eller vasket med urent vand. Det har været svært at finde ud af og de fleste af os, har dog også overkommet det hurtigt.

Nikolaj virkede egentlig heller ikke voldsomt ramt, men havde haft ondt i maven et par dage, så det var uden den store bekymring, at vi andre i familien begav os ud en aften for at spise på restauranten lige overfor hotellet. Men netop som vi havde fået maden serveret, tikkede en besked fra Nikolaj med ordet "hjælp" ind på Jakobs telefon. Jakob løb op på værelset og fandt Nikolaj helt forvirret og groggy. Han var faldet om på badeværelset og havde slået panden lige ned i flisegulvet. Han havde ikke kunne komme op, men havde fået slæbt sig ind til sengen og sin telefon, vinket til Morten, før det var lykkedes ham at få sendt en besked til Jakobs messenger. Faldet havde selvfølgelig giet en stor bule, men det var ikke umiddelbart det største problem. Nikolaj kunne ikke rigtig høre Jakob og var helt forvirret og kunne heller ikke fokusere sit syn eller tale rent og var helt gennemblødt af sved. Mette, Jonas og Kasper kom tililende og ved fælles hjælp, fik vi Nikolaj vasket og kølet ned, mens vi ventede på en læge, som hotellet havde kontaktet. Og de næste 24 timer gik med at holde Nikolaj under observation for hjernerystelse. Det viste sig heldigvis ikke at være alvorligt, men alle - både Nikolaj og forældre - fik en forskrækkelse.

Gili Air bød også på et eksperiment, som vi egentlig nok burde have iværksat før, nemlig "skærmfri dag". Vi har flere gange haft talt om, at det er tosset at tage halvvejs jorden rundt for så at sidde bag hver vores skærme. De fleste dage har det da også været forbeholdt siestaen samt dem i familien, der er tidligst på færde om morgenen (det vil sige alle andre end Nikolaj og Jakob). Og tiden uden skærm har givet mere plads til både løs og mere alvorlig snak og en hel del spil. Både vores yatzy og kortspil er blevet slidt op på denne rejse. Og selv om en hel dag 100% uden skærm ikke mødte meget forståelse hos børnene (indrømmet, det var forældrenes idé), så gav det en dag med endnu mere fælles hygge, snak og spil.

Den sidste dag på Gili Air var Nikolaj ved at være frisk igen og Mette havde ikke så ondt, så vi lagde ud med en vandretur øen rundt. Gili Air er ikke mere end omkring fem kilometer i omkreds, så det er en fin vandretur langs de smukke strande. Og så stødte vi også på et par varaner - den ene mere end en meter lang fra snude til halespids. Ikke underligt, at de lokale kaldte området for "Little Komodo Island".

Solopgang fra restauranten ved Turtle Beach Hotel, Gili Air.