Sidste dage på Lombok

De sidste par dag på vores rejse tilbragte vi på det sydlige Lombok nær Kuta i en skøn villa tæt ved havet og med swimmingpool i baghaven.

Vores Indonesien-rejse sang nu på sidste vers og de to sidste dage, havde vi planlagt at bruge omkring Kuta på det sydlige Lombok, hvor flotte strande gemt bag klipperne, der strækker sig helt ud i havet, skulle byde på en smuk og voldsom natur.

Vi ankom til Novotel Lombok fra vores tur i Sembalun ud på eftermiddagen. Novotel Lombok er et stort og luksuriøst (og dyrt) hotel, hvor vi havde reserveret et familieværelse i den bagerste del af hotellet. Ved ankomsten blev vi imidlertid tilbudt en opgradering for en lille ekstra-betaling til en villa. Præget af en vis portion skepsis, bad vi om at se villaen før vi takkede ja. Det tog os dog ikke mange sekunder at blive overbevist om, at det var en ganske god afslutning på rejsen at bruge et par dage i en stor villa, tæt ved stranden, med egen swimmingpool og have og med et kæmpe karbad med plads til hele familien. Så vi flyttede ind og hoppede hurtigt i poolen.

For første gang på vores rejse - ud over vores tur på vulkanen Agung Batur - var det imidlertid blevet lidt køligt, så det kunne faktisk være lidt koldt at bade i swimmingpoolen om aftenen. Men så var det skønt at kunne flytte ind i det kæmpestore badekar med plads til hele familien i det skønneste varme vand. 

Planen for vores sidste dage på Lombok havde egentlig været at komme rundt og se nogle af de øde strande og klipper, der skulle kendetegne hele Lomboks sydkyst. Men med luksus-villaen som konkurrence og en rejse, som har givet os masser af oplevelser allerede, nød vi det meste af tiden på hotellets område. Dels var det skønt med en stor og luksuriøs villa og dels var der både en flot strand og masser af muligheder for at spille fodbold, volleyball, pool og en række andre spil, som vi hyggede os med. 

Stranden var flot - en hvid sandstrand i en bugt omkranset af klipper og palmetræer. Men bugten var meget lavvandet og egnede sig ikke til at svømme i - og uden for bugten hamrede en hård brænding mod revet, så det var heller ikke muligt at komme længere ud for at svømme der. Til gengæld var bakkerne og klipperne omkring bugten flotte at vandre rundt i. Kasper fandt et fortabt horn gemt bag nogle klippestykker, der gav adgang til en skjult portal, der førte ham og Jakob til Narnia, som de brugte en rum tid på at udforske.

Udsigt fra klippetoppen over bugten ved Novotel hotellet.

Med kun et par dage igen begyndte både snak og planlægning også at handle om vores hjemrejse. Det var pudsigt at opleve det, som vi også har erfaret andre gange; når hjemrejsen nærmer sig, så begynder vi at glæde os til at komme hjem. Hvis rejsen havde varet nogle uger endnu, havde det helt sikkert været skønt, men når først vi nærmer os afslutningen, så flytter tankerne hjem. Nikolaj og Jonas ville dog meget gerne bytte et skoleår ud med at rejse videre, men overraskende nok proklamerede de begge, at det de glædede sig aller mest til var at spise "rigtig, hjemmelavet mad". Også Kasper er begyndt at savne både hjemmet og vennerne. De seneste dage har han planlagt alle de lege, som Jonathan og han "er kommet bagud, når vi har været væk fra hinanden så længe". Også Mette og Jakob er begyndt at glæde sig til at komme hjem, selv om de mange praktiske opgaver, der hører hverdagen til, ikke er det, der trækker mest.

Sembalun Valley

Sembalun Valley ligger for foden af vulkanen Rinjani og er et overflødighedshorn af marker med jordbær, chili, hvidløg og et væld af andre urter og afgrøder, der dyrkes og høstes ved håndkraft.

Vi brugte hele dagen på turen fra Senaru til Kuta på det sydlige Lombok. Turen er kun godt 120 kilometer, men som så mange gange før, så er afstande og tid noget andet, end vi er vant til i Danmark.

Der er to ruter fra Senaru rundt om den høje vulkan Rinjani. Den ene følger havet vest om Lombok og hovedvejen passerer bl.a. gennem Senggigi, der er hovedbyen på Lombok. Selv om den vej er noget længere, så ville den uden tvivl have været hurtigere, end ruten gennem bjergene øst om Rinjani. Vi valgte selvfølgelig den østlige rute, hvor vejen snoede sig gennem bjergene.

Ruten gav et smukt udsyn til Rinjani, hvor toppen konstant var skjult bag skyerne. Når nu vi ikke kunne vandre op på vulkanen, kunne vi i det mindste beundre den, mens vi kørte lidt op ad og rundt om den. Undervejs var der skiftevis udsyn til terrasser af lysegrønne rismarker og skoven, som præger landskabet her. Landet fremstod frodigt, selv om vi var her i den tørre tid. Det vidnede de udtørrede flodlejer tydeligt om.

Jakob plukker jordbær i Sembalun Valley.

Højdepunktet på ruten var den smukke Sembalun Valley, der ligger omkranset af Rinjani på den ene side og de østligste bjerge på den anden side.

Vi vandrede gennem den frodige dal, hvor hver ny mark bød på gættekonkurrencer blandt os om, hvad det var for grøntsager, urter m.v., der blev dyrket her. Jakob gik ind på markerne for at se nærmere på arbejdet og blev inviteret med til at luge og plukke jordbær. Det sidste var ikke svært at sige ja til og belønningen var søde, friskplukkede jordbær, som vi jo ellers er gået helt glip af i Danmark denne sommer. Det var spændende at se, hvordan alt arbejdet med afgrøderne foregår ved håndkraft. Henved 10 mennesker var i gang med at høste en lille mark med hvidløg, der blev samlet i store baller. Også chili blev plukket med håndkraft og tørret i solen.

På vejen videre fra dalen snoede vejen sig igen op i bjergene og et stykke oppe åbnede skoven sig og gav et flot udsyn over hele dalen.

Turen herfra gik videre gennem en række landsbyer og en masse skov, indtil vi langt ud på eftermiddagen nåede Kuta på det sydlige Lombok og tog afsked med vores chauffør Ari, der havde kørt og vist os rundt de sidste par dage.

Mette og Jakob over Sembalun Valley.

Vandfald ved Senaru

Dagen bragte os fra de tropiske Gili-øer, hvor sol og strand fylder hverdagen, til det østlige Lombok, hvor frisk bjergluft og frodige landskaber præger landet.

Vi valgte (igen) luksus-transport mellem øerne og havde chartret en båd til at hente os på stranden ved Turtle Beach Hotel og sejle os til Bangsal på Lombok. Den foregående eftermiddag havde hurtigbådene til og fra Gili-øerne været aflyst på grund af vejret. Det indebar, at alle, der skulle til eller fra Gili-øerne, tog med den offentlige færgeforbindelse, der sejler uden fast tidsplan og kun har plads til 40 personer. Vi orkede ikke at stå i kø og vente sammen med hundredevis af andre rejsende, så beslutningen om at hyre vores egen båd, var nem at træffe.

Vi ankom derfor nemt til mylderet i havnen i Bangsal, hvor vi efter kort tid fandt Ari, som kunne køre os til Senaru, hvor vi skulle bo en enkelt nat. Turen dertil gik fint - et par timers kørsel, der gav et fint indtryk af Lombok. Ikke fordi Lombok adskiller sig markant fra Bali - ud over at de mange Hindu-templer på Bali her er erstattet med næsten lige så mange moskeer. Efterhånden som vi kørte op ad i bjergene, blev landskabet mere og mere frodigt og grønt og mindede os om nogle af de smukkeste steder på Bali.

Vi gjorde holdt i en lille landsby nord for Senaru. Det var Aris hjemby, og da Jakob havde fortalt om sit job i undervisningsministeriet, arrangerede han, at vi besøgte hans gamle skole. Det var et sjovt indblik i indonesiske skoler, der er af en noget anden standard, end vi kender det fra Danmark. Desværre ankom vi for sent til at overvære undervisningen. Børnene havde fri kl. 12.30 - noget tidligere end i Danmark, men til gengæld, er der også skoledag lørdag og for de ældre elever også hver anden søndag.

Fremme ved den lille by Senaru, blev vi indkvarteret på Rinjani Lighthouse, der ligger få hundrede meter fra stierne op til den store vulkan, Rinjani, der strækker sig næsten 4.000 meter op over havets overflade. At bestige vulkanen er en tur på mange dage, hvilket vi hverken havde tid eller kræfter til. Men udsigten herfra til bjerget og de omkringliggende mindre bjerge med rismarker og jordnødde-plantager er fantastisk.

Sendang Gile vandfaldet ved Senaru.

Vi brugte eftermiddagen på en vandretur gennem skoven til de to vandfald Sendang Gile og Tiu Kelep. Det første vandfald var nemt tilgængeligt af en hyggelig, om end stejl, sti gennem regnskoven.

På turen videre derfra mødte vi en abe, der sad på stien. Kasper mente, at det måtte være en meget træt abe, fordi den gabte hele tiden. Men et abe-gab er vist snarere udtryk for truende adfærd, for øjeblikket efter kom den lille abe springende mod os med skrig og blottede tænder. Først da Jakob svingede kameraet truende mod den, fortrak den til underskoven. Både Kasper og Jonas bevæbnede sig med sten til den videre færd gennem junglen, der dog ikke bød på flere aggressive aber.

Tiu Kelep vandfaldet ved Senaru.

Vandreturen til Tiu Kelep krævede, at man vadede over floden et par gange og forcerede en del klipper. Ikke en umulig opgave, men da Nikolaj nødig skulle falde og slå sig igen og Mette stadig er lidt ukampdygtig, blev det kun Jakob, der tog det sidste stykke helt ud til vandfaldet Tiu Kelep, mens resten af familien slappede af ved floden. På vej retur klarede vi os uskadte, men velbevæbnede med pinde og sten, forbi "dræber-aben", som Kasper havde døbt den aggressive abe. Vi andre smed pindene igen, men Kasper beholdt sit forsvarsvåben. Det viste sig at være en god idé, da en flok aber kort efter sprang ind på stien og stjal en pose fra en person på stien lige foran os.

Retur i Senaru fra besøget ved de to vandfald begav vi os den korte vandretur tilbage til Rinjani Lighthouse, hvor vi havde en enkelt overnatning. Rinjani Lighthouse ligger rigtig godt, lige lidt uden for Senaru få hundrede meter fra en sti, der fører ned til de to vandfald. Vi havde lejet en smuk hytte med plads til hele familien. Et rigtig hyggeligt, meget basic, sted med en lille restaurant med få, men virkelig velsmagende indonesiske retter.

Familie-hytten hos Rinjani Lighthouse.

Gili Air

Fire dage mere på en af Gili-øerne. Denne gang Gili Air, der bød på smukke strande, et væld af restauranter og caféer, men desværre også for os på en kedelig oplevelse, da Nikolaj faldt om.

Sådan tager Gili Air sig ud fra havet nord for øen. 

Vi aftalte med "vores" kaptajn fra Gili Meno, at han sejlede os til Gili Air. Det var en skøn luksus at kunne have en rolig morgen på Gili Meno, blive hentet på stranden lige foran Balenta Bungalows og sejlet direkte til vores hotel på Gili Air. Det sparede os turen til havnen på Gili Meno og igen fra havnen og til hotellet på Gili Air, så blot en halv time efter, at vi tjekkede ud fra Gili Meno, var vi tjekket ind på Turtle Beach Hotel på Gili Air. (Det kostede naturligvis lidt mere end fem billetter med færgen mellem øerne, men de 350.000 IDR (ca. 175 kr), var virkelig godt givet ud og sparede os både tid og en masse slæberi med vores rygsække.)

Det var nemt at finde små, øde strande på Gili Airs nordlige del.

På den ene side var det lidt trist at tage afsked med Gili Meno. Det var med det samme tydeligt, at Gili Air er markant mere turist-præget med et væld af restauranter, barer, dive-shops og sælgere, der faldbyder deres hjemmelavede smykker, tørklæder m.v. Det gjaldt særligt på den østlige side af øen, hvor vi boede. Den nordlige del virkede mere afslappet, den vestlige del mere eksklusiv og den sydlige del ved havnen et rent backpacker-centrum med hostels, små gadekøkkener og et mylder af barer, aktivitetsboder og billetsælgere.

På den anden side havde Gili Air også nogle store plusser i forhold til Gili Meno, særligt hos børnene. Først og fremmest var der swimming pool på vores hotel. Efter fire dage på Gili Meno uden pool, var det tiltrængt, så der gik ikke mange minutter efter check-in, før vi var i poolen. Kasper, Jonas og Jakob udviklede akrobatiske lege, der indebar en hel del plask og sprøjt. Heldigvis var der ikke så mange andre gæster, så vi havde ofte poolen helt for os selv, så vi kunne lege med god samvittighed uden at forstyrre andre.

Dernæst var restaurant-udbuddet noget mere børnevenligt og vi fik - endda overraskende gode - pizzaer som afveksling til de indonesiske retter, som - generelt overordentlig positivt - har præget menukortet indtil nu. Og så var pandekageboden på hovedstrøget tæt ved vores hotel en succes; en pandekage med nutella er jo en ganske god og nærende frokost...

Mette og Nikolaj slapper af ved poolen.

Dagene på Gili Air gik med at bade og snorkle. Hotellet vi boede på var glimrende. Det lå lidt tilbagetrukket fra hovedstrøget, der er den vej, der løber langs vandet hele øen rundt. Og selv om der ligesom på Gili Meno hverken var biler eller scootere her, så er der noget mere aktivitet end på Meno, så vi satte stor pris på, at Turtle Beach Hotel lå lidt tilbagetrukket bag træer og buske. Vores familieværelse var småt - kun lige plads til to store dobbeltsenge, men med terrasse lige ud til swimming poolen. Stranden foran hotellet var dog ikke eksisterende bortset fra ved det laveste ebbe. Men heldigvis var der nem adgang til bedre strande kort derfra. Vi fik derfor også stillet vores sult efter sandslotte.

Jonas snorkler i overfladen på Gili Air.

Bemærk påfugle-rejens hale.

Der er et koralrev langs hele øens østlige side, som Kasper, Jonas og Jakob snorklede ved. Det var dog ikke med samme mangfoldighed af koraller og fisk, som vi har oplevet andre steder. Til gengæld ligger koralrevet blot 20 meter fra vandkanten, så det var utrolig nemt tilgængeligt direkte fra stranden. Vi fik bl.a. set de sjove "peacock-shrimps", som Kasper spottede en enkelt af ved Gili Meno. Også de flotte, men giftige lion fish og et væld af koralrevets øvrige farverige fisk svømmede rundt omkring os. Det blæste lidt op, mens vi var der, men selv med en del bølgegang, var Kasper stadig glimrende at have med ud. Han er blevet mere og mere tryg ved at snorkle og også at ligge selv og følge med i overfladen, mens Jonas og Jakob dykker ned og ser nærmere på livet ved bunden af revet.  I swimming poolen dykker han lystigt ned selv, men ude på havet lader vi ham ikke komme ud af snorkel-vesten endnu - og så er det svært at dykke! Desværre brændte Kasper sig igen på en gople, hvilket lagde en dæmper på hans snorkel-iver.

Nikolaj havde desværre fået et maveonde, så han og Mette blev i land det meste af vores tid på Gili Air. Vi har været lidt uheldige med flere omgange af dette - måske har vi ikke været gode nok til at undgå de mest lokale warungs eller måske mad, der var tilberedt eller vasket med urent vand. Det har været svært at finde ud af og de fleste af os, har dog også overkommet det hurtigt.

Nikolaj virkede egentlig heller ikke voldsomt ramt, men havde haft ondt i maven et par dage, så det var uden den store bekymring, at vi andre i familien begav os ud en aften for at spise på restauranten lige overfor hotellet. Men netop som vi havde fået maden serveret, tikkede en besked fra Nikolaj med ordet "hjælp" ind på Jakobs telefon. Jakob løb op på værelset og fandt Nikolaj helt forvirret og groggy. Han var faldet om på badeværelset og havde slået panden lige ned i flisegulvet. Han havde ikke kunne komme op, men havde fået slæbt sig ind til sengen og sin telefon, vinket til Morten, før det var lykkedes ham at få sendt en besked til Jakobs messenger. Faldet havde selvfølgelig giet en stor bule, men det var ikke umiddelbart det største problem. Nikolaj kunne ikke rigtig høre Jakob og var helt forvirret og kunne heller ikke fokusere sit syn eller tale rent og var helt gennemblødt af sved. Mette, Jonas og Kasper kom tililende og ved fælles hjælp, fik vi Nikolaj vasket og kølet ned, mens vi ventede på en læge, som hotellet havde kontaktet. Og de næste 24 timer gik med at holde Nikolaj under observation for hjernerystelse. Det viste sig heldigvis ikke at være alvorligt, men alle - både Nikolaj og forældre - fik en forskrækkelse.

Gili Air bød også på et eksperiment, som vi egentlig nok burde have iværksat før, nemlig "skærmfri dag". Vi har flere gange haft talt om, at det er tosset at tage halvvejs jorden rundt for så at sidde bag hver vores skærme. De fleste dage har det da også været forbeholdt siestaen samt dem i familien, der er tidligst på færde om morgenen (det vil sige alle andre end Nikolaj og Jakob). Og tiden uden skærm har givet mere plads til både løs og mere alvorlig snak og en hel del spil. Både vores yatzy og kortspil er blevet slidt op på denne rejse. Og selv om en hel dag 100% uden skærm ikke mødte meget forståelse hos børnene (indrømmet, det var forældrenes idé), så gav det en dag med endnu mere fælles hygge, snak og spil.

Den sidste dag på Gili Air var Nikolaj ved at være frisk igen og Mette havde ikke så ondt, så vi lagde ud med en vandretur øen rundt. Gili Air er ikke mere end omkring fem kilometer i omkreds, så det er en fin vandretur langs de smukke strande. Og så stødte vi også på et par varaner - den ene mere end en meter lang fra snude til halespids. Ikke underligt, at de lokale kaldte området for "Little Komodo Island".

Solopgang fra restauranten ved Turtle Beach Hotel, Gili Air.

Gili Meno

 Vi har tilbragt fire afslappede dage på Gili Meno, hvor sol, strand og vand udgør hovedingredienserne for alle aktiviteter på øen. Her er få mennesker, færre isboder og slet ingen biler eller motorcykler. Og så er her skildpadder!

Gili Meno var ikke helt nem at komme til. Fra Amed tog vi en speedbåd, der var fyldt til bristepunktet, til Gili Trawangan - eller Gili T, som den blot kaldes her. Det er en ø med fest og farver og et væld af turister, så det passede os egentlig glimrende, at vores ophold der kun blev ganske kort, mens vi ventede på en båd, der skulle sejle os til Gili Meno.

Jakob havde kontaktet Balenta Bungalows, hvor vi skal bo og de havde tilbudt at sende en båd til Gili T for at hente os. Det var dog lidt omstændigt at finde hinanden på en strand med et mylder af liv, men da det først lykkedes, gik det utrolig nemt. Der er kun omkring 10 minutters sejlads mellem øerne, så kort efter lagde vi til lige ud for Balenta Bungalows på den nordlige ende af Gili Meno.

Mette & Jakobs base på stranden på Gili Meno.

Her var helt anderledes end hovedstrøget på Gili T (der er sikkert mere rolige dele af Gili T end havneområdet). Alt åndede fred og idyl og mens vores bagage blev båret op til vores hytter, slappede vi af med noget koldt at drikke i restauranten, der bogstavelig talt ligger på stranden. Den ene af vores hytter lå så vi kunne nyde udsigten til stranden og havet fra terrassen, men ellers var Mette og Jakobs foretrukne plads en af liggestolene på stranden, der har været perfekt base for den ene af de to hovedaktiviteter her; afslapning med en god bog, et spil kort eller en lur i skyggen.

Drengene indtog "ungdoms-hytten", som ikke kunne byde på en smuk udsigt, men til gengæld havde både air condition og bad, der fungerede. Det kunne man nemlig ikke helt sige om "forældre-hytten", men den slags mindre mangler er til at leve med, når lyden fra havet, udsigten til stranden og solnedgangen over Gili T lå lige foran fødderne på os. Ja, standarden er en anden end vi havde vænnet os til i Amed. Men på en eller anden måde så har det passet til øen, at man ikke har kunne regne med, at der er vand i hanen på alle tider af døgnet, endsige varmt varmt på noget tidspunkt overhovedet, at rengøringsstandard var en by i Rusland og at vi altid var spændte på, hvilke retter eller drikkevarer vi fik, når vores bestillinger blev oversat til køkkenet. I hvert fald har vi sjældent oplevet så afslappet et sted.

Med til den afslappede stemning hører også, at øen er lille - en morgenløbetur (det er et must at det foregår om morgenen, for temperaturen når hurtigt 30 C) eller en god vandretur rundt ad den støvede "hovedvej", der fører gående, cyklister og enkelte hestevogne øen rundt. Der er ingen scootere eller biler her. Det er simpelthen umuligt ikke at komme ned i tempo her :-)

Og skulle man alligevel have svært ved det med afslapning (Jakob!), så kan et par øl serveret til solnedgang på stranden være det ekstra, der skal til for at overgive sig.

Den anden hovedaktivitet på Gili Meno har været stranden og havet. Ikke overraskende har vi både snorklet og dykket en del (mere om det senere).

Stranden har været skøn - både som base for mange afslappende timer, men også for kunstneriske sandbyggerier omkring temaet "skildpadder". Kasper tegnede skildpadder i sandet under aftensmaden og alle var involveret i at bygge en skildpadde sandskulptur, der blev pyntet med koraller og muslinger.

Men de helt store oplevelser ved stranden var under havets overflade. Allerede ved ankomsten til Gili Meno, skulle vi ud og lede efter de berømte Meno-skildpadder. Der har i en del år været en særlig indsats på øen for at bevare havskildpadderne, hvilket både skildpadderne og turistlivet nyder godt af, for de mange skildpadder tiltrækker mange snorklere og dykkere. Og netop revet nord for Gili Meno skulle være hjemsted for mange skildpadder. Vi begav os derfor afsted fra vores hytte og lidt længere op ad stranden for at finde et egnet sted at komme ud på revet. Det viste sig dog ikke at være så nemt. Det var lavvande, hvilket betød, at vi skulle passere et stykke af revet med kun 30-40 cm dybde. Mette måtte desværre undlade svømmeturen, da hendes bryst og skulder stadig volder smerter, hver gang hun bevæger sig. Og turen på en hoppende speedbåd til Gili var ikke godt for helbredelsen. Også Nikolaj og Jonas opgav at passere det lave rev og ventede derfor på stranden, men Kasper var meget opsat på at se skildpadder, så han og Jakob forcerede det lave vand. 

Belønningen var umiddelbar. Knap var vi kommet ud på lidt dybere vand, før Kasper spottede to store Hawksbill skildpadder. Vi svømmede betaget omkring dem og da den ene af dem svømmede helt hen til os, blev Jakob helt bekymret for, om Kasper ville blive bange for det store dyr, der jo var større end ham. Men Kasper lavede blot begejstrede lyde i snorklen, mens skildpadden svømmede så tæt under os, at vi blot kunne have rakt armen ud og klappet den på skjoldet, hvis vi ville. Helt høje efter denne oplevelse, svømmede vi ind igen og resten af dagen og aftenen stod i skildpaddernes tegn for Kaspers vedkommende. 

Kaspers morgenmad: Pandekage med havudsigt.

De næste dage på Gili Meno gik i nogenlunde samme rytme. Friskbagte pandekager og omeletter til morgenmad på stranden, mens vi aftalte dagens mix af afslapning ved vores hytter og aktiviteter på havet.

Jonas og Jakob er tidligst på færde og nåede ofte en morgen-snorkeltur, mens Mette og Kasper læste og spillede iPad og Nikolaj sov (lidt) længe.

Snorklingen besværliggøres lidt af, at der meget af døgnet er så lavvandet, at det er vanskeligt at komme ud over revet med mindre, man vil gå på korallerne (hvilket er no-go!) og da der er godt 100 meter ud til revet, så dur det desværre ikke for Mette at deltage i snorklingen. Forståeligt nok frustrerer det hende overordnetlig meget.

Vi hyrede derfor en båd den ene af dagene for at bringe os alle fem nemt ud til koralrevene. Da der også er en del strøm, var det en helt perfekt måde at snorkle. Vi hoppede i fra båden og lod os flyde med strømmen, hvorefter båden samlede os op ved revets slutning eller hvis vi signalerede, at her ikke var mere at se. Det var der dog en stor del af tiden, selv om vi måtte have lidt tålmodighed før vi så vores første skildpadde alle sammen samlet. En flot Hawksbill Turtle, som længe lå lige under os, mens vi nød synet - kun familien Harder og vores nye skildpaddeven. Desværre blev Kasper brændt af en gople. Nikolaj var hurtigst til at svømme ham til båden og få pakket armen ind med hjælp fra kaptajnen, mens Nikolaj trøstede. Og inden Jakob nåede over til båden, var det allerede ved at være gået over.

Sejlturen bragte os videre hele vejen rundt om Gili Meno med flere snorkelstop undervejs. Bl.a. ved Meno Coral Garden, der er et lille koralrev, hvor der til gengæld er et helt utroligt mylder af fisk. Vi gjorde også holdt ved vraget af en platform, der er hjemsted for rigt fiskeliv og en del større fisk og derfor også jagtmark for harpun-fiskere. Jakob var den eneste, der var hoppet i vandet her, men da han efter lidt tid signalerede "skildpadde" til båden, hoppede Jonas straks med i vandet for at se en flot Green Turtle, der dog hurtigt svømmede mod dybet og væk fra os.  Svømmeturen var dog desværre for meget for Mette og hendes bryst, så dagene efter måtte hun igen tilbringe på langs. Og uheldigvis suppleret med endnu en omgang maveonde, der ramte både hende og Jonas :-(

Mens Mette og Jonas var ukampdygtige brugte Nikolaj og Jakob det lokale dykkercenter "Divine Divers" og dykkede et par dage. Divine Divers virkede rigtig professionelle og selv om de fyldte deres både lige rigeligt op (det virkede som om ønsket om lige at tjene lidt mere ved at tage flere dykkere med ud vandt over den komfortable - og måske også sikre - plads i båden. Men alt gik godt på dykkene og vi følte os i mere trygge hænder end ved dykkene ved Manjangan.

Det første dyk var en givtig træning i dyk i strøm for vi dykkede midt mellem Gili T og Meno, hvor strømmen var så stærk, at det selv ved bunden var nødvendigt at svømme kraftigt modstrøms for overhovedet at kunne blive samme sted. 

Det var god træning af vores dykkerfærdigheder, men gjorde til gengæld dykket til en mindre spændende oplevelse, selv om vi dog spottede enkelte spændende ting som en blæksprutte, der gemte sig under en sten, de sjove små snegle "nudibranch" i stærke farver og en stor Green Turtle.

Find skorpionfisken...

Den stærke strøm gjorde det vanskeligt at udnytte den store fordel ved at dykke frem for at snorkle; at kunne betragte livet under havet i ro og mag. Under hele dykket var det nødvendigt at svømme kraftigt mod strømmen, når der var noget man ville se nærmere på. 

Dagen efter dykkede vi på Halik nord for Gili T. Det var et super spændende dyk langs en koralvæg,  hvor der gemte sig hajunger af hvidtippede revhajer i de mørke huler. Vi fandt også skorpionfisk og stenfisk, som vi aldrig havde fundet uden hjælp fra vores divemaster. Og synet af en lynhurtig gulfinnet tun satte gang i revet, da de små fisk gemte sig. Dykket bød også på gensyn med både Hawksbill og Green Turtles samt de altid nuttede klovnefisk.

En af hovedårsagerne til de mange havskildpadder her er i øvrigt (formentlig), at der er en lokal indsats med at indsamle skildpaddeæg fra strandene på øen, inden de ødelægges af strandparasoller eller tages af dyr. Æggene lægges i sandet igen i et beskyttet område i et såkaldt "Turtle-hatchery" og de små skildpadder sættes først ud, når de er 8 måneder gamle. Man kan jo nok finde argumenter både for og imod denne indgriben i naturens orden og vi drøftede da også, hvilke konsekvenser det egentlig har for skildpadderne, at de ikke som deres første opgave i livet skal finde vej til havet, som den lille skildpadde vi hjalp i Amed. Men det har i hvert tilfælde en positiv konsekvens for antallet af havskildpadder omkring Gili-øerne. Og så var det sjovt at se de mange skildpaddeunger, som man dog mildest talt godt kunne ønske bedre forhold for i de første 8 måneder af deres liv, når de egentlig burde have et helt ocean at tumle sig i (til gengæld ville det kun være omkring 1 ud af 100, der ville overleve de første døgn efter udklækningen).

Solnedgang fra stranden ved Balenta Bungalows over Gili T og med Agung Agung på Bali i baggrunden.

Sol, strand og vand i Amed fra solopgang til solnedgang

SVi har nydt en uge ved Amed på Balis østkyst. Vi bor i en hytte lige ud til Lipah Beach med et flot koralrev og skønne afslapningssteder i palmernes skygge.

Vi ankom til Amed efter en lang dag med morgentrekking til Agung Batur og tempelbesøg og smuk natur på turen hertil. Det var derfor en træt familie, der ankom torsdag til Coral View Villas, der ligger i Lipah Bay i den lange strækning af fisker- og turistlandsbyer på østkysten, der samlet betegnes som Amed. Vores hytte i to etager ligger lige ud til stranden.

Efter opholdet på kakkerlak-hotellet har dette været næsten lige så stor luksus, som vores villa i Pemuteran. Hytten er glimrende indrettet med terrasse ud til stranden og med en balkon på 1. sal med skøn udsigt over havet. Og swimmingpoolen på stedet ligger glimrende i palmetræernes skygge. Ikke noget tosset sted vi har brugt en uge.

Efter vores morgen-trek til Agung Batur har vi fået appetit på smukke solopgange. I hvert fald har både Jonas, Mette og Jakob været oppe kl. lidt over 6 næsten hver morgen. Jonas vågnede alligevel på det tidspunkt og så har han hentet Mette og Jakob og i ro og fred på balkonen, har vi set solen stå op over havet og kaste lys på de mange fiskerbåde, der har lagt tidligt ud fra stranden. Når resten af familien vågnede , var det tid for fælles morgenmad med udsigt til fiskerbådene, der vendte hjem fra havet.

Men for os er udsigten under havets overflade endnu mere fantastisk. Og hvad det angår har Amed vist sig som et rigtig godt sted. Lige ud for vores hytte er en glimrende lille sandstrand, hvor vi nemt har kunne gå i vandet. Og bare 25 meter til hver side starter koralrevet, der dækker begge sider af bugten.

Det har vist sig at være et utrolig godt sted at få Kasper tryg ved snorkling. Vi har bare kunne gå direkte ud fra stranden, starte med at svømme rundt med en blød sandbund under os og derefter stille og roligt bevæge os tættere på koralrevet og de mange fisk.

Det var sådan, vi burde have startet med at snorkle med ham i stedet for de steder, hvor han skulle hoppe ud på dybt vand fra en båd. I hvert fald har det været tydeligt, at han er mere tryg ved denne måde og derfor har han nydt endnu mere nu end tidligere at snorkle med os.

Nikolaj og Kasper snorkler sammen i Lipah Bay.

Kasper var stolt over at han opdagede
denne - for os - nye art kartoffelfisk (kuffertfisk).

Kasper begyndte også at give fiskene navne alt efter, hvad han synes, at de ligner, så han snakker nu om kartoffelfisk, giraffisk, tigerfisk mv uafbrudt og selv om det er svært at forstå alt, er det hyggeligt at høre ham enten snakke løs eller synge højt gennem snorklen, mens han ligger med Mette eller Jakob i hånden eller svømmer rundt med Nikolaj og Jonas.

Hvad angår koralrevet i Lipah Bay, så har også vi øvrige i familien nydt revet og dets mylder af liv. Næsten hvert besøg i bugten har budt på nye oplevelser efterhånden som vi har udforsket revet længere og længere ude eller på forskellige tidspunkter af dagen. Jonas og Jakob var flere gange ude på tidlige morgenture, hvor mylderet af fisk er helt utroligt.

Efterhånden som vi i fællesskab udforskede revet længere ude og i yderkanterne (særligt den sydligste del), blev korallerne stadig flottere og i et utal af former og farver. På andre snorkelture i bugten stødte vi på blæksprutter, en rokke, en havslange eller blot nye fiskearter, som vi ikke havde bemærket før. Og endelig har genkendelsens glæde også været stor ved at se nærmere på nogle af de samme fisk eller koraller igen.

Kasper havde fx sit yndlingssted, hvor en familie klovnefisk holdt til i en lille søanemone i ly under en stor koral. Det var fast mål for de fleste ture ud, at vi tog forbi og kiggede til den lille klovnefiske, der bestod af en flok sort-hvide klovnefiskeunger og deres forældre samt en enkelt fiskeunge i Nemos karakteristiske orange og hvide farver. Kasper var sikker på, at den måtte være blevet adopteret af klovnefiskefamilien. En næsten sørgelig historie, for den var vist ikke blevet fuldgyldigt medlem af sin nye familie, for den holdt sig hver gang i sin egen side af søanemonen.

Og så var et af højdepunkterne fra vores tid i Amed naturligvis vores redningsaktion af den lille skildpaddeunge, som vi hjalp ud i havet.

Det er ikke så underligt, at vi har brugt de fleste af vores dage i Amed omkring vores hytte og i vandet ud for.  Men det skyldtes desværre også, at Mettes skade efter hendes fald ved Sekumpul Waterfall ikke blevet bedre. Tværtimod. Så hun må nøjes med at se til fra strandkanten og har kun været med ude et par enkelte gange, hvilket desværre har voldt en del smerter. Virkelig ærgerligt selv om det naturligvis har været godt at få konstateret på hospitalet i Amlapura, at det ikke er noget alvorligt. Vores planer om vandreture i bjergene omkring Amed måtte vi aflyse, hvilket dog har passet drengene ganske godt...

Udover vand-aktiviteterne, har den stået på apslapning, spil og gode bøger i skyggen - eller blot at bruge tiden på at se på fiskerlivet på stranden. Lipah Bay ligger et par kilometer syd for Jemeluk, der er Ameds turistcentrum, så der har været ganske stille og roligt her. Ulempen er, at der har været lidt langt til større udvalg af restauranter mv, men vi har nydt det her og kan varmt anbefale både Lipah Bay og Coral View Villas (men der er også nogle andre steder, der så gode ud), som base i Amed. Det har været nemt at arrangere ture ehrfra til fx vraget af USS Liberty i Tulamben og til Jemeluk, der blot ligger 10 minutter væk på scooter eller i bil. Det har været skønt at have en hel uge her. Og alle var enige om, at det ikke havde været en dag for meget, da vi onsdag aften pakkede sammen for næste dag for at tage afsked med Bali og sætte kursen mod Gili Meno.

Fiskere i Lipah Bay.