Sekumpul Waterfall og kakerlak-hotel i Kintamani

Sekumpul vandfaldene - der er syv i alt - ligger midt i det fordige bjergrige Bali. På vej ned til vandfaldet tryllebindes man af udsigten til det store vandfald, men står man blot et øjeblik og nyder de grønne omgivelser, ser man flere mindre vandfald lige omkring sig.

Vi forlod Pemuteran for at bevæge os til den østlige del af Bali. Men i stedet for blot at lade dagen være en "transportdag" langs nordkysten af Bali, lod vi ruten gå lidt ind i landet igen. Her ligger Sekumpul Waterfall en lille times vandring fra vejen. Men først skal man lige klare sig igennem et par meget ihærdige "special official tour guides", som gerne vil forklare, at det er umuligt at finde frem til vandfaldet gennem skoven med mindre man har en guide med. Vores chauffør var desværre ikke os til meget hjælp - tværtimod mente han, at det var obligatorisk. Vi mødte et par turister på vej op fra vandfaldet og spurgte dem til råds i stedet. De forklarede, at der kun er én sti, så hvis man bare bliver på den, er det nemt at finde. Og det officielle billethus var at finde nær vandfaldet og ikke har noget at gøre med "special official tour guides". Så vi begav os afsted nedad gennem den flotte regnskov.

Efter 15-20 minutter kom vi til en afsats med udsigt over dalen med vandfaldene. Det var et imponerende skue med vandfaldet, der styrtede ned i den grønne dal lige foran os. Og ved nærmere eftersyn blev de mange andre vandfald i området også tydelige.

Med lyden af vandfaldets brusen bevægede vi os ned i dalen af de 300+ trin, som krævede, at Kasper tog høje knæløftninger (eller hvad det omvendte hedder, når man går nedad).

Allerede på 100 meters afstand fra vandfaldet er luften fugtig af dis og tættere på er alt vådt og glat, så turen over den lille flod og henover klipper og mudder er lidt besværlig. Desværre smuttede Mettes fod på en glat sten og hun faldt med brystet lige ned i en stor sten.

Noget forslået ventede Mette lidt fra vandfaldet sammen med Kasper og Nikolaj, mens Jakob og Jonas gik i vandet ved vandfaldets fod. Vandet der ubønhørligt hamrer næsten 100 meter ned, gør det dog umuligt at komme helt ind under vandfaldet. Selv nogle meter derfra hamrer vanddråberne som store hagl og lyden af vandets plask og brus overdøver alt andet. Fantastisk at være fuldstændig omgivet af vild natur.

Jakob bader i et af de små vandfald.

Efter det store vandfald gik vi videre gennem skoven, over et par små bambus-broer og videre til en "lille" udendørsbruser, som Jakob badede under og videre til Fiji-faldene, som er lidt mindre og hvor man derfor - med en vis anstrengelse kunne bevæge sig ind under og mærke kraften af vandfaldet. Selv om der ikke var andre mennesker, var drengene for generte til at at smide tøjet - vi havde endda medbragt badetøj, så det blev kun Jakob, der nåede en tur under vandfaldet her.

På vej op igen viste det sig, at Mette desværre havde slået sig lidt mere end først antaget, så det blev en lidt hård tur op for hende, inden vi fra toppen fortsatte køreturen videre mod Kintamani - naturligvis først efter en velfortjent is til hele familien.

Udsigt til Danau Batur søen fra Lakeside Cottages.

Vi havde været så optaget af vandfaldene, at vi var endt med at bruge næsten tre timer her, og da køreturen fra Pemuteran til Kintamani i forvejen er lang, blev det aften, før vi nåede frem til Lakeside Cottages, der ligger skønt lige ud til Danau Batur søen for foden af vulkanen Agung Batur, som vi har planlagt at bestige.

Det hænder, at hotel-billeder giver et lidt fortegnet billede af værelser og faciliteter. Men Lakeside Cottages slår nu vist alligevel rekorden. Reception og pool-området er sådan set rigtig fint og med smuk udsigt over søen. Også restauranten har panoramaudsigt over søen - men det var også, hvad der var af positivt at sige om den (mere om det senere).

Vi havde booket stedets eneste familieværelse. Med to senge var der sådan set fint nok plads til os alle fem. Desværre var der også plads til et utal af kryb og insekter. Det blev dog først tydeligt, da vi efter et stykke tid fik anskaffet en stige og fik skruet en pære i loftsfatningen. I lyset fra den nøgne pære viste sig hundredevis af myg og andre insekter. Jakob fik skaffet en dåse insektgift og med alt, hvad vi har med os pakket ned i tasker, tømte vi dåsen med gift og forlod værelset for at få noget aftensmad.

Aftensmaden var også en pudsig oplevelse. Hotellet ligger noget afsides, så der var ikke lige andre restauranter i nærheden. Vi gik derfor op i den tomme restaurant med de store panorama-vinduer. Der kom et par medarbejdere og tændte lys og satte stole frem til os. Da vi havde bestilt mad fra det sparsomme menukort farede de tre medarbejdere af sted i hver sin retning. Det viste sig, at de absolut intet havde i køkkenet, så mens den ene kørte efter en kylling, hentede en anden grøntsager. Den tredje mødte Jonas og Jakob nede i en lille kiosk foran hotellet, hvor han hentede en gasflaske til køkkenet. Efter lidt tid var alle tre tilbage og der blev skramlet i køkkenet, mens røgen stod ud i restauranten.

Et tomt køkken på Lakeside Cottages.

Meget spændte på, hvad vi fik serveret, brugte vi ventetiden med et spil kort. Og et godt stykke tid senere blev vi belønnet med ganske udmærkede grill kylling til Nikolaj og Kasper. Mette fik et velkrydret kyllingelår med ris og grøntsager og Jakob fik noget, der lignede resterne fra de andre retter - mestendels kyllingeben og kål. Og Jonas? Hans ret havde de glemt, så da vi spurgte efter den, fulgte en ophidset diskussion mellem personalet og et smil til os med ordene "It is just on its way..." Det betød sådan ca. "Vi har glemt det og lukket køkkenet ned, men vi går i gang om lidt, når jeg har tæsket min kammerat." Nikolaj og Kasper delte deres mad med Jonas, som da alle vi andre var færdige endelig fik noget, der mindede en smule om det han havde bestilt. Ikke den bedste kulinariske oplevelse, men måske den middag, vi har moret os mest over, på denne tur.

Tilbage i vores familieværelse fik hotellet sit nye navn: "Kakerlak-hotellet". Enhver ved, at kakerlakker er sejlivede, men selv de store mængder gift Jakob havde pumpet ud i værelset, havde ikke kunne slå dem ihjel. De lå rundt omkring på gulvet med benene i vejret og sprællede. Der var dog ikke flere, end at de var til at samle sammen og bortskaffe. Værre var det med de mange, mange hundrede myg og fluer, der lå som et tæppe på gulvet. Vi brugte et håndklæde til at feje dem sammen i nogle bunker og besluttede, at vi hellere måtte slukke lyset hurtigst muligt, så vi ikke kunne se, hvad der stadig var i live. Så kl. 21.30 var alle i seng og lyset slukket. Hvilket passede fint med, at næste morgen bød på at bestige Agung Batur for at se solopgangen fra vulkanens top.