Vi splittede - dog kun midlertidigt - familien op i dag. Det var faktisk ret underligt at dele os i to eftersom vi har været sammen stort set døgnet rundt, siden vi rejste. Men Nikolaj og Jakob havde booket en dykkertur med Legend Divers, så vi kunne tage Nikolajs konfirmationsgave i brug. Det skulle unægtelig vise sig at være en mere farverig og varieret oplevelse at dykke her i Indonesien end da vi tog dykkercertifikat i de danske farvande.
Turen startede tidligt, så for ikke at forstyrre resten af familiens morgensøvn, havde Nikolaj og Jakob indlogeret sig i den ene hytte. Hverdagen er kommet langt væk og det var hårdt at vågne med vækkeur kl. 7. Men forventningen om dagens dykning vækkede os hurtigt. Og efter en hurtig morgenmad gik Nikolaj og Jakob de ca 250 meter, der er til Legend Diver's shop for at få udleveret udstyr og modtage briefing om dagens dykning.Turen gik først til Chrystal Bay, hvor vi havde været for at snorkle dagen i forvejen. Med ilt på ryggen kunne vi dog noget bedre udforske den dybere del af koralrevet. Målet var egentlig at få set de kæmpestore Mola Mola (klumpfisk), der ofte spottes her. Det havde vi dog ikke held med, men dykket var ingenlunde forgæves. For det første var det skønt blot at komme under vandet igen med dykkerudstyr og få konstateret at mange ting faktisk allerede var blevet rutine.
Vi var tre hold afsted på båden. Fire erfarne dykkere, der skulle dybere ned med os, en franskmand, der var ved at tage kursus og havde sin egen instruktør og så os to med Frank som divemaster. Til at begynde med var der mange andre dykkere, men koralrevet er en ok størrelse, så vi fandt hurtigt nogle områder at udforske uden andre lige omkring os. Der er et mylder af koraller og fisk - både flere og større end vi oplevede, da vi snorklede dagen før. Men vi var også tættere ude mod kløften og dykkede på 10-14 meter.
Hele familiens favorit havdyr var også at finde. Vi så to store Hawkbill skildpadder lede efter føde. Med disse rolige dyr kommer det virkelig til sin ret at dykke fremfor at snorkle. Man kan ligge længe lige ved siden af dem og beundre dem i deres rette element. Og så er det en afveksling til Green Turtles, som er dem, vi har set flest af på bl.a. Hawaii og som var med til at skabe interessen for snorkling på vores aller første store familierejse.
Efter ca 45 minutters dykning ved Chrystal Bay sejlede vi videre til dagens hovedmål: Manta Point næsten nede ved sydspidsen af Nusa Penida. Det betød ca 40 minutters sejltur i rimelig høje bølger. Selv om Nikolaj havde fået en søsygepille fra morgenstunden, så var det ikke nok til at holde søsygen væk, så da vi kom frem til Manta Point var han rigtig dårlig. Det hjalp ikke, at vi lå lige neden for en stejl klippevæg, hvor bølgerne hamrede ind imod og fik båden til at vippe ganske meget. Det gjaldt derfor om hurtigt at komme i dykkerudrustningen og i vandet. Heldigvis havde vi lært at - men dog ikke praktiseret - at man godt kan kaste op gennem en regulator, så Nikolaj tog hurtigt mod til sig, sank en gang, puttede regulatoren i munden og væltede sig bagover ud i vandet. Kaptajnen havde manøreret en lille smule væk fra klippen for at slippe for de værste bølger. Det betød en lille svømmetur med snorkel for at komme hen til "rensestationen", hvor mantarays - eller djævlerokker - kommer forbi i hobetal. Den lille svømmetur kurerede Nikolajs søsyge og snart begav vi os nedad klar til dagens andet dyk med nye iltflasker på ryggen. 
Det var helt fantastisk. Hvis vi før havde været lidt i tvivl om forskellen på snorkling og dykning i Chrystal Bay, så er der ingen tvivl længere. Vi dykkede ned på 10-12 meters dybde og begyndte derefter at kigge op ad efter "mantas". Det varede under et minut før Frank spottede den første. Og ganske kort derefter kom en hel lille flok med et "vingefang" på 2½-3 meter roligt svævende henover os. Selv om sigtbarheden her var væsentlig mindre end i Chrystal Bay på grund af det oprørte hav, så var oplevelsen helt utrolig.
Vi følte, at vi næsten blot kunne række ud og røre ved de store dyr, men lod selvfølgelig dem bestemme, hvor tæt de ville komme på. Og de manøvrerede helt ubesværet lige overover eller udenom os.
Selv som det kan se ret vildt ud, når de åbner gabet op og man føler, at man nærmest ville kunne svømme ind i munden på dem, så er der intet faretruende over de store rokker. De virker helt rolige og uanfægtede af os, mens de "svæver" gennem vandet.
Faretruende kan man egentlig heller ikke sige, at de små søde rokker med blå pletter, der ligger på sandbunden, ser ud. Men det er giftige pilrokker, og da de ligger i klumper ovenpå hinanden i sandet, er det en dårlig idé at havne helt nede på bunden her. Men vi fulgte, næsten trygge, efter Frank og svømmede ned og lå lige henover dem. Bortset fra det ubehageligt berømte dødsfald, da Steve Irwin blev stukket af en pilrokke, er ulykker vist meget sjældne.
Som en fantastisk afslutning på dykket fulgte et par store mantarays med op helt op til overfladen, hvor de lå i vandet overfladen - det må helt sikkert være for at plaske farvel til os ;-)Turen hjem gik gennem meter-høje bølger over strædet til Nusa Lembongan. Men kaptajnen var vældig god til at manøvrere mellem bølgetoppene og turen gik ganske fint. Nikolaj faldt i søvn, så hvis søsygen skulle drille igen, sov han fra det.
Selv om det mest er med faderens ordvalg, så var vi vist begge enige om, at det var skønt at ligge ved siden af hinanden 10 meter under havets overflade. Og så er det ikke længere hverdag, at den ældste søn i familien sover med hovedet mod sin fars skulder.
Hjemme på Pemedal Beach Resort havde den stået på afslapning og hygge hele dagen, og da Nikolaj og Jakob kom hjem ventede resten af familien på stranden. Med familien samlet igen berettede Nikolaj og Jakob om dykningen og Kasper og Jonas om de seneste fodboldkort de havde fået på iPad'en. Men afslapningen hjemme havde også budt på en god snak mellem Mette og Jonas. Jonas havde været lidt misundelig på Nikolaj og Jakob. Han er den af de tre drenge, der er mest vild med at snorkle, og da han og Mette snakkede om snorkling og dykning under morgenmaden, havde han med stort smil fortalt om ikke blot de mange fisk, men også de flotte farver, som korallerne havde. "Jeg kan kun huske ét sted - i Egypten - hvor korallerne har været flottere, end det vi har set her. Vi kan nok ikke komme til at opleve noget bedre resten af rejsen!"
Efter familie-genforeningen smuttede alle fire drenge i poolen og legede resten af eftermiddagen indtil det blev tid til en aftentur langs stranden for at finde et spisested på vores sidste aften på Nusa Lembongan. I morgen skal vi afsted videre til Ubud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar