Fred og idyl nær Munduk

På Yoga Homestay bor vi omgivet af rismarker, skov, bjerge og floder med rislende bække og store vandfald. En helt fantastisk naturoplevelse midt på Bali.

Fantastisk at stå op til en morgen, hvor alle har det godt - forhåbentlig ikke flere maveproblemer på denne rejse. Men man kan næsten heller ikke få det andet end godt her, når man kigger omkring sig.

Vi befinder os et par kilometer syd for bjergbyen Munduk, hvor vi har indlogeret os på det lille familie-pensionat Yoga Homestay. Allerede ved ankomsten blev vi modtaget ved indgangen af hele familien, der gør alt, hvad de kan for, at vi kan føle os hjemme her.

Vi har to af de fem værelser, og da der kun den første nat var andre gæster, har vi næsten følt, at vi har haft stedet for os selv. I hvert fald har vi befundet os en stor del af tiden på restauranten, der udgøres af en overdækket terrasse med 360-grader udsigt til bjerge, skov, rismarker og en lille klynge huse og som vi havde for os selv som en ekstra terrasse.

Fred, idyl og ingen fare - lidt endnu...

Morgenmaden har vi derfor nydt i ro og fred med den skønneste udsigt, mens vi betragtede det sporadiske arbejde i rismarkerne. Vores første morgen blev dog lidt mere begivenhedsrig end forventet. Alt startede ellers godt. Som sagt var alle nu raske, udsigten fantastisk og vejret her i Munduk er skønt; solrigt og lidt køligere heroppe i bjergene, så vi har stået op til omkring 25 grader, stigende op ad dagen.

Morgenmaden har stået på omelet, spejlæg, frisk frugt og friskpresset juice - og pandekager til børnene. Så alt i alt var familien Harder rigtig godt tilpas denne første morgen. Indtil der midt i morgenmaden lød et ordentligt klask midt på borden. Et firben var faldet ned fra loftet og landet lige på Mettes tallerken. Hun sprang op med et hvin. Det forskrækkede desværre firbenet, så det hoppede over på Kasper og forsøgte at kravle i sikkerhed ved hans hals. Kasper havde stadig ikke helt opdaget, hvad der skete, så da hans mor sprang op og noget hoppede op på hans hals, gik han rimelig meget i panik. Jakob forsøgte at sprede ro og fjernede firbenet og tog Kasper på skødet for at berolige ham. Men historien stopper ikke helt her, for det stakkels firben søgte også tilflugt hos Jakob og satte sig på hans skulder, hvilket jo betød, at Jakobs beroligende ord til Kasper absolut ingen effekt havde, da Kasper bare stirrede på firbenet, der nu igen nærmede sig ham. Endelig fik Jakob med Mettes hjælp opdaget firbenet og puffet det ned på gulvet, hvor det hurtigt forsvandt. Det tog lidt tid, før Kasper fandt roen igen oven på dette lille optrin, men han er heldigvis igen blevet ven med firbenene, som vi stort set altid har et par stykker af i loftet eller på væggene omkring os. Men morgenmaden vil vi gerne have for os selv fremover.

Efter morgenmaden forsvandt drengene "i sikkerhed" på værelserne med en iPad, mens Mette og Jakob nød udsigten, lyden af den rislende bæk, der vander markerne og en god bog.

Lidt op ad formiddagen begav vi os på vandring rundt i området. Der er et væld af vandrestier og spændende steder at se i omegnen omkring Munduk. Men vi behøvede slet ikke begive os langt væk for nogle skønne naturoplevelser, når vi blot kunne traske lige ud af vores egen hoveddør. Så vi trak i sandalerne og vandrede afsted fra Yoga Homestay. Jakob havde været ude på en morgenløbetur, så han havde tjekket nogle af stierne i området ud og fundet en vej gennem markerne og skoven til et vandfald nogle kilometer derfra.

Jakob ved en balinesisk kartoffelplante.

Og bortset fra, at det tog tre kilometer at tø teenageren op til at vandre en tur med familien, så var det en super skøn tur. Nikolaj var mildest talt uforstående overfor, hvorfor vi skulle gå rundt og se flere rismarker og træer - det havde vi li'som gjort en del nu og der var lige kommet et nyt afsnit i en serie han følger med i. Han nægtede derfor at følges med os andre og gik ca 100 meter foran - hvilket afstedkom nogle ekstra skridt for ham, når Jakob ledte familien ned ad en skovsti, han lige havde været nysgerrig efter at se nærmere på om morgenen.

Jakob var ellers meget stolt af sin pædagogiske rute-sondering. Han havde nemlig spottet et is-skilt i en landsby et par kilometer fra Yoga Homestay. Efterhånden som temperaturen steg op ad dagen, blev udsigten til en snarlig is derfor en vigtig motivation for alle. Jakob havde dog ikke lige fået tjekket om is-skiltet så også betød, at den lille butik rent faktisk solgte is. Det gjorde det desværre ikke, så de pædagogiske plus-point blev hurtigt forvandlet til minus.

Udover rismarkerne, som vi voksne ikke er blevet trætte af at gå i, så produceres også kaffe og nelliker her, og i grøftekanter og vejsiden ligger derfor nelliker og kaffebønner til tørre. Skoven bruges også til at hente kokosnødder, bananer og en masse anden frugt og urter. Vi betragtede fx meget imponerede en mand, der med en lang, tynd stige lavet af bambus, klatrede op i toppen af de høje frugttræer. Han inviterede os til at hjælpe, hvilket vi hurtigt betakkede os.

Turens højdepunkt for børn og barnlige sjæle var det vandfald, der ligger i nærheden af Yoga Homestay, men som vi aldrig fandt ud af, hvad hedder. Vandfaldet ligger smukt inde i skoven, hvor det falder omkring 15-20 meter ned ad klippen i en frodig dal. Men bedre endnu er området ovenfor faldet, hvor vi badede og legede vandrutsjebane.

Badeturen begyndte ellers med kun at være for Jonas, Mette og Jakob. Kasper syntes, at vandet var alt for koldt, og Nikolaj var stadig sur. Men der gik ikke længe før Nikolaj ikke kunne nøjes med at se på og selv hoppede i. Og kort efter det, tog Kasper også mod til sig og fik som den første lov at prøve at bruge klipperne og strømmen som vandrutsjebane. Vi legede i vandet en times tid eller to uden andet selskab end os selv og flokke af sommerfugle.

Noget mørbankede i vores bagdele efter rutsjeturene på den hårde klippe, begav vi os videre mod Yoga Homestay. Hjemme igen, blev resten af eftermiddagen brugt på afslapning og læsning, inden solnedgang, som jo bedst nydes med et par kolde øl til de voksne og koldt vand til børnene - nå ja, og sodavand. Der var dog ikke nogle fra pensionatet til stede, men vi følte os så meget hjemme, at vi gik i køkkenet efter øl og sodavand selv. Lidt senere på aftenen, kom familien heldigvis tilbage og startede op i køkkenet med at tilberede aftensmaden - som vi naturligvis igen indtog med udsigten rundt til området. Mens vi ventede på maden i tusmørket talte vi flagermus, der jagtede insekter omkring os.

Ved frokosttid den næste dag tog vi afsked med familien, der alle vinkede os farvel, da nevøen til indehaveren kørte os afsted mod den næste destination; Lovina.

Det har været som om tiden stod stille her. Vi kunne sikkert sagtens have brugt flere dage her, vi kunne sikkert også have oplevet endnu mere ved at se andre steder i bjergene omkring Munduk. Men vi nøjes med at konstatere, at det har været et rigtig skønt sted. Nuvel, luksus er ikke høj. Ingen pool, ingen aircondition, et menukort, der udgøres af det, som der er købt ind til på dagen og wifi, der går ned, når der ikke er sattelit-forbindelse. Men pyt med alle de småting. Stedet har været fantastisk, vi har følt os yderst velkomne og fantastisk beværtede og har haft det skønt med selv at kunne vandre omkring i naturen her og bare slappe af med en god bog (ja, det gjaldt endda også Jakob).