søndag den 9. juli 2017

Ubud i regnvejr

Ubud er centrum for Balis kultur, et oplagt udgangspunkt for ture rundt i den smukke natur og spændende landsbyer og templer, adgang til adventure-aktiviteter som river rafting. Og hjemsted for horder af turister...

Vi ankom til Ubud direkte fra det solrige Nusa Lembongan. Men vejret her har været noget anderledes med regn det meste af tiden og overskyet resten af tiden, vi har har været her. På ankomstdagen nåede vi derfor kun en kort tur ud for at spise. Og også den næste dag bød kun på et par mindre vandreture i området.


At vi har været mest på Toko Toko Bungalows, hvor vi boede, har til gengæld givet os lejlighed til at nyde dette fantastiske sted. Det ligger knap en kilometer nord for Ubud centrum. Den lille afstand betyder, at der er fuldstændig ro - eller næsten da, for bylarm er erstattet af lyden fra cikader, kvækkende frøer og fuglefløjt - nå ja og så fra regnvejr en stor del af tiden.


Hotellet er indrettet i en gammel rigmandsvilla og vi har to værelser med balkon med udsigt til swimmingpoolen og lige bag ved poolen til skov og grønne rismarker. Til værelserne hører et te-køkken med spisestue, som man egentlige er tre værelser om at dele, men da der ikke under vores ophold var gæster i det tredje rum, havde vi det ganske for os selv.

Haven og stierne rundt på Toko Toko er indrettet frodigt og med en væld af statuer, pudsige detaljer på alle bygningerne og en stemning af ro og fred - næsten lidt tempel-agtigt. Stedet kan på det varmeste anbefales, hvis man kan leve med afstanden til Ubud centrum. Man kan gå dertil på 15-20 minutter eller tage med en af de virkelig mange, der tilbyder taxa-kørsel. En taxa koster omkring 30.000 IDR (ca. 15 kr) og med en pris på under 400 kr pr nat for begge vores værelser, så er der vist råd til det.

Det første vi gjorde, da vi ankom til Toko Toko var naturligvis at tage swimming poolen i brug. Det var ellers tørvejr til at begynde med, så vi havde haft chance for at være ude uden at blive våde en times tid, hvis vi havde brugt den første time anderledes. Den chance kom ikke tilbage den første dag ;-)

Vi spiste aftensmad nær Ubud centrum på restaurant Murni, der ligger ud til floden, der løber gennem byen. Her kunne vi sidde i øjenhøjde med toppene af palmetræerne, der vokser nede i den kløft, som floden løber i.

Det var desværre den eneste aften, hvor vi spiste fælles (eller i hvert fald spiste fra samme menukort). For de næste dage var Mette, Jonas og Nikolaj syge med maveonde på skift.

Jonas kom sig hurtigt og han, Kasper, Jakob og Mette nåede en vandretur - endda mestendels i tørvejr - på vores anden dag i Ubud rundt i området (inden Mette også lagde sig).

Fra Toko Toko kunne vi bogstavelig talt åbne bagdøren og vandre direkte ud blandt skov og marker, hvor risene stod tunge og snart klar til høst. Det var sjovt på nært hold at kunne se, hvordan vandingssystemerne (der havde det nemt i denne regnfulde tid) er indrettet til at fordele rindende vand over alle rismarkerne.

Turen førte os ned mod Ubud centrum, hvor vi slog vejen forbi paladset og oplevede et trafikkaos uden lige ned ad hovedgaden - godt at vi var på gåben.




Udover de klassiske souvenir-butikker, iskiosker og restauranter byder Ubud også på et væld af gallerier med lokale kunstnere. Mette og Jakob besøgte et par af dem. Ingen af os er de store kunst-kendere, så måske det var årsagen til, at vi ikke så de helt store kunstneriske mesterværker.

Resten af vores anden dag i Ubud brugte vi inde, da det regnede virkelig, virkelig meget. Jonas, Nikolaj og Jakob spillede matador og alle fik slappet af med læsning, spil og en lur. På den måde bragte regnen over aktivitets-mekkaet Ubud os alligevel ned i gear.



Den tredje dag var Jakob dog noget rastløs og da solen tittede frem og spredte regnskyerne lidt til side, gik han en lang tur langs floden Sungai Ayung. Lonely Planet har et forslag til en god vandretur i Sungai Ayung Valley.

Stierne viste sig dog lidt vanskeligere at finde end ventet og var bl.a. blokeret af opførelsen af et stort resort, så der måtte klatres og kravles lidt for at finde vej langs floden, men med selskab fra et belgisk par, som ledte efter samme sti som Jakob, blev det til en glimrende vandretur gennem regnskov langs floden og gennem et par af de mindre landsbyer omkring Ubud.




Om aftenen den tredje dag i Ubud var både Nikolaj og Mette sengeliggende, så det blev kun Kasper, Jonas & Jakob, der tog ind til Ubud for at opleve et af de traditionelle danseshows, der opføres hver aften til ære for os turister. I god "Harder-tid" ankom vi ca. et minut før det gik i gang og blev derfor henvist til pladser, der i bogstaveligste forstand, var på første række - nemlig oppe på scenen. Så vi fik oplevet showet tæt på - og lyden lidt for tæt på.

Da familien var lidt medtaget af maveonde, stod aftenmenuen i disse dage på ristet brød og kogte ris til de syge - vi havde jo heldigvis et lille køkken her, så det var nemt at tilberede selv. Kasper, Jonas og Jakob hentede mad på en lille warung, der ligger lige ved siden af Toko Toko, så herfra fik vi mad flere aftener i træk. Nemt, godt og meget billigt. Vi brugte under 100 kr/dag på mad til hele familien disse dage.

Vi havde også besøg i vores åbne spisekøkken af et væld af firben, der forhåbentlig hjælper godt til med at holde mygge-bestanden nede i dette fugtige vejr. Vi havde dog også besøg af et større et af slagsen, som tog en bid af en kæmpe sommerfugl, der var fløjet ind på vores terrasse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar