En smuk vej til Munduk

Vi har brugt hele dagen på at komme de knap 70 kilometer fra Ubud til Munduk. Vi har kørt den smukkeste vej i bjergene med rismarker i lange terrasser, langs søer og gennem skove og plantager og med god tid til at gøre holdt, små vandreture mv. undervejs.

Denne smukke dag begyndte ellers skidt. Mens resten af familien har brugt de seneste dage med
maveonde, var Jakob gået fri - indtil i nat. Så heller ikke denne sidste dag på Toko Toko var vi alle fem nede i restauranten og spise morgenmad sammen. Men uden at gå yderligere i detaljer med morgenstunden, lykkedes det dog alle at få pakket og være klar til afgang 8.30, hvor vi havde aftalt med Wayan Congtit, at han hentede os for at køre os til Munduk.

Congtit er en mand på vores alder, som Mikkel har skaffet os kontakt til. Mikkel og Janine kørte rundt med ham, da de var på Bali og han har den pudsige forbindelse til Danmark, at han har været der flere gange - ikke for at køre turister, men for at udøve sit håndværk, der er at udskære træfigurer. En tur gennem zoologisk have i København, Aalborg og Randers Regnskov byder på flere af hans værker. Lidt ærgerligt at tænke på, at det bedre kan betale sig at være chauffør og guide for turister end at udøve sit håndværk her på Bali. Men i dag var det til vores fordel, for vi havde en fantastisk guide og chauffør, der tog sig god tid og gerne fulgte med hver gang vi gerne ville stoppe et sted, gå en tur eller bare nyde en smuk udsigt.

Vi begyndte dagen med at køre op i bjergene til området Jatiluwih, der er kendt for sine terrasser med rismarker op af bjergene. Selv om vi ankom kort efter høsten og de nye risplanter kun lige var ved at blive plantet ud var det stadig et fantastisk syn. Og endnu mere spændende at vandre rundt og se, hvordan jorden - eller rettere mudderet - blev gjort klar til nye risplanter. På de marker, der ligger nær vejen foregår det med en pudsigt udseende plov, der er designet til at kunne køre i det dybe mudder. Og nede i dalen, hvor markerne var vanskeligere tilgængelige foregik pløjning ved brug af oksespand. Vi kunne også se, hvordan de planter de små spæde risplanter plantes i markerne og hvordan de nyhøstede ris blev lagt til tørre i solen i fint sammenbundne neg. Alt sammen ved håndkraft.

Det vidt forgrenede vandingssystem går til gengæld lettere. Det udnytter kilder fra bjergene og med et væld af fordelingskanaler får hver eneste mark sin nødvendige andel af vandet.

Efter mange dages regn var vi glade for at se solen igen. Men et par timers sol tørrer ikke de våde stier rundt om marker, så det var en noget mudret familien Harder, der efter et par timer dukkede op ved bilen igen. Vi sørgede dog for en grundig vask af os selv og fodtøj, inden vi satte os ind i Congtits bil for at køre videre.

Næste stop på turen var Bedugul markedet, hvor store stabler af frugt og grønt skaber et farveorgie, der ledsages af duftene fra krydderi-boderne. Sjovt - i hvert fald for de voksne - at gå rundt og opleve. Mette fik endda en lille veninde på markedet, som gerne ville have hjælp til at feje.

En af de helt store turist-attraktioner i området omkring søen Danau Beratan er templet Pura Ulun Danu Bratan, der ligger på en lille ø lidt ude i søen. Her var dagens største attraktion for drengene; en legeplads, hvor Nikolaj gik med til at underholde Kasper og Jonas. Det havde de det vist sjovt med alle tre.

Imens kiggede Mette og Jakob rundt på tempelområdet med Congtit som guide, der fortalte en hel masse om, hvordan Balineserne dyrker hinduisme - og om en del af de konflikter, som også er mellem religionerne i Indonesien. Selv om hindusime er den mest udbredte religion på Bali, så er Indonesien overvejende muslimsk. Men på Bali er der mere end 1000 hindu-templer fordelt rundt på øen. Men det bliver til en del, når hver landsby skal have et tempel for både God of the Creator, God of the Protector og God of the Destruction.

Turen videre gik langs med de to søer Danau Buyan og Danau Tamblingan, hvor det var strengt nødvendigt med flere stop for at nyde den smukke udsigt eller de sjove aber. Hen på eftermiddagen var vi ved at være godt sultne, så vi gjorde et meget sent frokost-ophold på restaurant Ngiring Ngewedang, der ligger med smuk udsigt til bjergene på den ene side og helt ud til kysten på den anden side. En skøn restaurant med god mad. Drengene fik spaghetti bolognese, mens Mette og Congtit sprang til den mere spændende del af menu-kortet. Jakob nøjedes med en portion kogte ris, der supplerede dagens indtag af bananer, for at passe på sin mave.

På det sidste stykke vej mod Munduk, besøgte vi Air Terjun Munduk vandfaldet, hvor vi efter en kort vandretur gennem regnskoven kom til det høje vandflad, der kaster kaskader af vand ned fra bjerget - lige til at lege "hvor tæt kan man komme på uden at blive gennemblødt".

Ved aftensmadstid nåede vi frem til Yoga Homestay, der ligger omgivet af rismarkerne et stykke syd for Munduk. Vi tog afsked med Congtit, der nu havde omkring 70 kilometer hjem. Det mente han ville kunne gøres på et par timer. Det siger lidt om vejforholdene her på Bali.

Vi blev hjerteligt modtaget på det lille hotel, der har plads til ti gæster, så vi fylder godt op. Efter at have fået vores bagage ind på vores værelser blev vi inviteret op i den udendørs restaurant til en drink, mens vi kunne nyde solnedgangen.

Efter den indholdsrige dag, gik vi alle trætte i seng til lyden fra det rislende vand over markerne lige uden for vinduerne.