Alt godt kommer til den der...

1. JULI: ALT GODT KOMMER TIL DEN DER…
”Alt godt kommer til den, der venter.” I dag kan man tilføje ”eller rejser” til ordspillet. Vi har i hvert fald gjort begge dele og belønnet med at nå frem til den skønne, afslappede ø Nusa Lembongan lidt øst for Bali.

Efter den lange flyvetur glædede vi os til lidt arrangeret luksus. Vi havde valgt helt at droppe den del af Bali omkring Denpassar og Kuta og havde allerede hjemmefra bestilt afhentning i lufthavnen for at tage direkte ud på øen Nusa Lembongan.

Efter at have ventet et godt stykke tid på bagage, mens vi undrede os over, hvorfor vores bagage altid kommer sidst, glædede vi os til at blive modtaget i ankomsthallen. Efter inspiration fra Jakobs kollega Aino, så vi alle frem til at møde en smilende og uniformeret chauffør, der i luksusbil kunne køre os fra lufthavnen. Da vi kom ud i ankomsthallen, var der da også mange, der opfyldte denne beskrivelse. Ca. 50 guides og chauffører stod og viftede med navneskilte som ”Welcome Mr. Harris”, ”So glad to see you Wancgi Family” og lignende. Men ingen med familien Harder :-(

Nu er vi jo tålmodige mennesker, så vi ventede pænt 4-5 minutter, mens vi høfligt afviste de mange taxa-chauffører, der gerne ville køre os. Efter lidt længere tid henvendte Jakob sig i informationen, som venligt hjalp til. Vi fik da stillet vores trang til at blive budt velkommen, da ”Family Harder” iblandet en hel del på indonesisk buldrede ud over højtaleranlægget i hele ankomsthallen. Desværre resulterede indsatsen ikke i, at vores chauffør dukkede op. Det gjorde til gengæld en række andre venlige mennesker. Nogle for at tilbyde os taxa (igen), andre i mere dybtfølt hjælpsomhed med at opspore vores chauffør fra Dcamel Fast Boat Company. En gut fra en af konkurrenterne fik efter mange opkald fat på mobilnummeret på vores chauffør og mens vi skiftede om til shorts, var det lykkedes ham at fange chaufføren, som lovede, at han var på vej til lufthavnen. Det tog dog sin tid og da vi efter 1½ time havde opgivet og begav os ud mod en taxa, dukkede han endelig op – med et skilt med ”Welcome Mr. Jakob Harder & family”. Heldigvis holdt vi det gode humør oppe og brokkede os ikke, for det viste sig, at den stakkels mand havde fået forkert besked fra hotellet, så han havde været i lufthavnen 6.30 i stedet for 11.30 i morges. Efter mange timers venten på os, havde han hentet nogle andre gæster inde i byen og var egentlig på vej til færgen med dem, da han var blevet ringet op af ham vi mødte i lufthavnen. Så vores 1½ times venten var jo egentlig ganske kort :-)


Efter en kort køretur ankom vi som de sidste til færgen til Nusa Lembongan. Havnen ved Sanur Beach er ikke en traditionel havn, som man forventer det med en færgeafgang. Det er en strand, hvor man vader ud til båden – heldig-vis sørger personalet for al vores bagage og så snart vi var om bord, var der afgang.

Alt gik meget effektivt. Ikke noget spildtid med sikkerheds-procedurer eller forklaringer om, hvor man (måske) kunne finde en redningsvest. Der blev straks fyret op under de fem motorer og på en halv times tid i høj fart tilbagelagde vi afstanden til Nusa Lembongan. Herfra gik let mens vi på ladet af en lille bil blev kørt op til Pemedal Beach resort på den nordvestlige del af øen. Undervejs mødte vi det ene mere støvede hotel efter det andet for til sidst at dreje ned af en jordvej, forbi et par små håndværkere og ankomme til … paradis.

Eller i hvert fald tæt på. Pemedal Beach Resort ligger skønt lige ud til vandet (måske logisk nok med det navn) og vi blev indlogeret i et par hytter med udsigt hertil. Det tog ikke mange minutter, før vi var hoppet i badetøj og smurt vores blege danske hud ind i solcreme og straks videre til poolen.

Ved poolen opstod dagens næste store positive oplevelse. Det har ikke været nogen hemmelighed, at Kasper mildest talt hidtil ikke har været glad for vand. Men det seneste års intense træning har båret frugt og vi oplevede ham for første gang som lige så stor vandhund som Nikolaj og Jonas. Hele eftermiddagen gik ved poolen samt en lille tur på stranden.

Ved aftentid fandt vi en lille hyggelig Warung (det er navnet på de udbredte små spisesteder på Bali) Pisang Pisang, som lå kort afstand fra Pemedal Beach. Da vi først satte os ned, blev det hurtig klart, at det de sidste mange timer kun var leg i poolen og på stranden, der havde holdt alle vågne. Vi fik en god middag med spændende mad (måske bortset fra Kaspers, der bestod af pasta med ost, men det fik nu ham højlydt til at erklære, at det her var den bedste restaurant på Bali). Maden kom fra et meget lille køkken, der kunne lave en enkelt, måske to, retter ad gangen, så det kom lidt på skift, mens vi på skift prøvede at holde hinanden vågne.

Efter maden gik turen direkte hjem i seng ovenpå en lang dag med lang rejse, en del ventetid, men med en belønning i form af et skønt sted at starte vores ferie sammen. Ved afslutningen på vores første dag på Nusa Lembongan, kunne Kasper kun finde på en enkelt ting, der manglede. ”Det er ærgerligt, at Jonathan og Elias ikke her. Og altså Anders og Susanne også, så I også havde nogen at lege med far og mor.” Så hvis @AndersLisby og familie er træt af det danske sommervejr, så kan I måske nå det næste fly til Bali.

Omkring kl. 20 sov hele familien Harder.

Kasper og Jonas leger i vandkanten, mens Nikolaj og Jakob bygger sandslot på Pemedal Beach.