Drengenes øjne var ved at trille ud af hovederne, da vi trådte ind gennem porten til Villa Eden, der skal være vores hjem de næste seks dage i Pemuteran. "Er alt det her vores? Der må da også komme nogle andre" fastslog Kasper efter at have kigget sig omkring et øjeblik. Det er da også en ganske overdådig bolig. Først og fremmest en skøn og pænt stor pool, som det ikke tog os mange minutter at få taget i brug. Men dernæst er der et væld af værelser, indendørs og udendørs afslapnings- og sovepladser, køkken, påklædningsrum. Et spabad omgivet af en fiskedam og et lille vandfald runder det fint af. Rent faktisk gik der et par timer, før vi opdagede det udendørs badeværelse, hvor man under bruseren har frit udsyn til stjernehimlen (eller den blå himmel om dagen for den sags skyld). Selv om Mette og Jakob nok var mere afdæmpede end drengene, udtrykte alle stor begejstring med dette sted.
Stedet havde vi fundet efter råd fra både Mikkel og Jakobs kollega Klaus. Jakob var ude i vældig god tid, men allerede i juleferien sidste år, var der kun én af de seks villaer ledige i de uger, vi tænkte at være i denne del af Bali (måske fordi prisen er den halve ved booking i god tid). Så stedet her var faktisk det første sted, der blev booket på forhånd og dermed udgangspunkt for en del af planlægningen af, hvornår vi besøgte de øvrige steder på Bali. Det har også være klart det dyreste sted vi bor på rejsen, så luksus har bestemt også sin pris her på Bali.
De fleste dage her er gået med afslapning, en hel masse leg i swimmingpoolen, god mad og en tur på stranden. Vi har dog også bevæget os uden for vores villa - både af frivillige og ufrivillige årsager.
Morgenmaden foregår i stedets restaurant, så her må vi leve med at skulle forlade Villa Eden og tåle en skøn morgenmadsbuffet med udsigt til havet. Selv om der er køkken, så har vi haft alt for travlt med ovennævnte aktiviteter til at kunne tænke på at lave mad selv ;-) Der er et par glimrende warungs og en lidt større restaurant indenfor få hundrede meters omkreds, så vi har også ganske frivilligt bevæget os ud hver aften. Bedst har nok været en aften med ristaffel på den lille warung Santai nær Taman Sari Resort, hvor kokken stolt forklarede om de forskellige elementer i ristaflen, der skulle bestilles dagen i forvejen. Også de daglige ture til is-kiosken må skrives på "frivilligheds-kortet". Jakob har også brugt morgenerne på en løbetur langs stranden og selv om hårdt arbejdende balinesere nok ser skævt til dette spild af energi, så må det også siges at være frivilligt.
Det eneste ærgerlige i vores skønne dage her har været problemer med vores swimming pool - eller rettere pumpen til den, der mindre frivilligt har afholdt os fra at være i vores villa. Som nævnt tog vi meget hurtigt poolen i brug og brugte det meste af den første dag heri.
Nogle gange er vi alle i poolen og spiller bold, svømmer eller laver akrobatik, andre gange har Kasper, Jonas, Nikolaj og Jakob gang i vilde tvekampe i vandet, men meget af tiden er det de tre drenge, der har leget i poolen, mens Mette og Jakob slappede af i solstolene eller den store gazebo. Det er helt nyt, at begge vi voksne kan tillade os det. De sidste mange år, har der været en af børnene, der har været så små eller utrygge ved vand, så en af os hele tiden har skulle være med. Nu har vi tre vandhunde, der næsten ikke er til at drive op af vandet.
Det med at drive drengene op af vandet, var dog ikke noget problem på vores anden dag. For da vi stod op om morgenen var poolen tom. Stort set alt vandet var forsvundet i nattens løb. Så Mettes drøm om morgensvømning blev ikke til noget. Vi fik straks tilkaldt assistance og dernæst havde vi forskellige tekniske medarbejdere på besøg resten af formiddagen med at reparere pumpen, mens der blev fyldt nyt vand i poolen. Noget irriterende med et rend af folk, så vi flyttede hen til resortets swimming pools, der ligger ved stranden. Der er ikke mange andre, der bruger poolen, så her var nu også god plads til leg og plask og kæmpe store dobbelt-sofaer med skygge i pauserne mellem svømmeturene.
Senere trissede vi ned på den flotte strand med det mørke sand. Der var gode bølger, så Jonas, Nikolaj og Jakob sprang straks i og legede. Det kostede dog desværre både en dykkermaske og en snorkel, der forsvandt i bølgerne. Da tiden kom til at besøge det lokale forsøgsprojekt "Bio-rock", var det derfor kun fire af os, der kunne snorkle ud til de koralrev, som er i færd med at blive reetableret her på en pudsig måde. Ude i bugten er lagt en masse store metal-net i forskellige former. Af en eller anden grund vokser korallerne mange gange hurtigere, når der sættes lavvoltsspænding til metallet på bunden. Med tiden vil metallet være helt dækket af koraller og så er det velsagtens meningen, at de kabler, der løber ind til land for at forsyne med spænding, kan fjernes. Selve revet er der nu ikke meget ved at se. Vandet er ikke særlig klart, så både korallerne og de relativt få fisk, der er her, er derfor svære at se. Nikolaj, Jonas og Jakob dykkede ned til revet på skift, mens Kasper kiggede med fra overfladen. Det blev dog kun til en kort snorkeltur, før turen gik ind til land igen.
Tilbage til føljetonen om vores swimmingpool. Efter en formiddag i det fælles poolområde og en tur på stranden, var vores pool fyldt med vand og pumpen repareret. Vi hoppede derfor naturligvis i poolen igen og nød eftermiddagen der. Men allerede næste morgen var pumpen gået i stå igen. Denne gang var der dog stadig vand i poolen, men det var noget beskidt, så vi måtte igen have fat i hotellets tekniske afdeling, der igen brugte noget tid på at skifte pumpen. Lidt ærgerligt med disse problemer, der tager lidt af luksusoplevelsen, fordi vi ikke rigtig har villaen for os selv med folk, der render og ud og ind hele tiden for at reparere poolen.
Så har det været mere velkomment, når rengøringsfolkene rykker ind. Selv om de var gode til at tilpasse rengøring, når vi var væk, nåede vi alligevel at møde det fem mand store hold, der rykkede ind for at rengøre og ordne alting. Hele græsplænen blev fejet hver gang, så der ikke lå et blad tilbage. Gad vide om Arne passer vores have lige så godt derhjemme?
Af andre pudsige historier herfra var en tur til morgenmaden, hvor Mette råbte højt og fik Kasper til at stoppe op ét skridt fra at træde på en slange på stien. Den var tynd, men omkring en meter lang og smuttede hurtigt ind i buskene. Men en smule utrygt, at den eneste indonesiske slangeart, der matcher udseendet, på det billede vi tog, er en konge-kobra, der findes - om end sjældent - her. Så hvis nogen kan berolige os med, at dette blot er en ufarlig snog, så vil det passe os godt.
Vi forlod Taman Sari Resort efter 6 dage. Det er nok godt for rejsebudgettet, men vi kunne sagtens have brugt længere tid her i den skønne Villa Eden. Det har også været nogle dage, hvor vi - bortset fra vores heldagstur med dykning og snorkling til Menjangan Island - blot har nydt stedet, slappet af i skyggen, leget i poolen, slappet af i en af de mange madrasser og solstole hos os. Jakob har startet et par morgener - inden varmen - med løb langs stranden og en tur i bjergene, mens drengene har boltret sig i vandet. Og så har vi naturligvis hygget os i hotellets, lidt større, swimming pool, leget i bølgerne eller snorklet ved biorock.
Blandt de mange slanger på denne side, er det altså cobraen, der ligner bedst. http://breptile-rescue.blogspot.dk/
SvarSlet