Der er mere end 1000 hindu-templer på Bali. Vi når naturligvis ikke at se dem alle, men Besakih-templet er det vigtigste tempel i det østlige Bali og ligger smukt på bjergsiden af Balis største vulkan Agung Agung.
Dagen i dag skulle bringe os til Amed på Balis østkyst. Det er en kort køretur på omkring 50 kilometer. Men som sædvanlig er afstande og kørsel noget andet her end i Danmark, så turen, der går gennem små landsbyer, frodige skove og grønne marker i skyggen af Balis to vulkaner, var en mindre dagsrejse. I hvert fald, når transporten blev kombineret med udsigts-stop og tempelbesøg. Det er til gengæld en god måde at bruge transport-dagene på, at vi får set noget på vejen. Vi havde derfor - igen - planlagt ikke at følge den hurtigste rute, men at køre en rute gennem bjergene, forbi Besakih-templet, der ligger næsten 100 meter oppe ad Agung Agungs sydlige bjergside og gennem de grønne rismarker omkring Tirta Gangga.
Allerede ved parkeringspladsen blev det dog tydeligt, at de fleste lokale ikke var her for at at bede i templets rolige omgivelser, men for at slå mønt på os turister, som der var en del af. På vej ud af bilen blev vi nærmest bestormet af sælgere, der gerne ville sælge os saronger, som er obligatoriske at være iført på tempelområdet. Vores chauffør, der også dagen i forvejen havde vist sig ikke at være os til megen hjælp, forklarede os, at han kom her tit og det var vigtigt, at vi købte en sarong hos hans ven, for ellers ville vi ikke komme ind på tempelområdet.Vi afslog høfligt, da vores efterhånden velunderbyggede erfaring med balinesiske templer viste, at man nok kunne låne en sarong ved indgangen. Næste opgave var at kæmpe os forbi tilbuddene med "officiel tour guides". Vi afslog igen høfligt, betalte for entreen og fik - surprise - udleveret saronger til låns. Iført vores flotte grønne klæder begav vi os ind på tempelområdet.
Pura Agung Besakih består af et større område med mange templer spredt ud over vulkanens bjergside. Hovedattraktionen er det imponerende Pura Penataran Agung tempel. Ceremonier gjorde dog det meste af templet utilgængeligt for os turister, så vi måtte nyde det meste på afstand. Forinden turen gik videre stod en hård forhandling om prisen på is, hvor Jakob nægtede at betale "danske priser" for is. Sælgerens forsøg på at få drengene til at lave en scene mislykkedes, da vi alle vente os om og gik vores vej - for et øjeblik efter at få tilbudt isen til en mere rimelig pris, hvor det dog stadig ikke var sælgeren, der blev snydt.
Turen bød på de smukkeste udsigter over bjergene, Danau Batur-søen, rismarker og små landsbyer, hvor træskærere og møbelsnedkere omsatte træ fra de omkringliggende skove til både kunstfærdige udsmykninger og praktiske møbler. Den tidlige morgentur på vukanen Agung Batur satte dog sine spor på familien Harder og særligt for drengens vedkommende, udgjorde øjenlågenes inderside udsigten på en stor del af turen.
Ud på eftermiddagen nåede vi frem til Coral View Villas, hvor vi blev indkvarteret i en skøn hytte med udsigt til havet fra balkonen. Efter både det tidlige morgen-trek og dagens tur, var energien resten af dagen dog ikke til meget andet end en tur i swimming poolen, middag på hotellets restaurant og en familiefilm i den enorme seng i hytten, hvor både Mette og Jakob bukkede under og sov en god del af filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar